Da en mand trådte ud af sit badekar, bemærkede han nogle små fingeraftryk på sit spejl over håndvasket.
Manden boede helt alene i huset, og havde altid boet der alene.
Skræmt, forsøgte han at tørre fingeraftrykkene væk, men til sin store skræk opdagede han at aftrykkene stammede fra den anden side af spejlet.
søndag den 27. april 2014
Videokameraet
For et par år siden var der en ung mand ved navn Brian, som gik på universitetet.
Han havde ikke penge nok til at bo på universitetet så han måtte leje en lille lejlighed i byen.
Efter at han havde levet der alene i et stykke tid, begyndte han at lægge mærke til at der skete nogle underlige ting i lejligheden. Ofte når han kom tilbage fra universitetet var gardinerne i soveværelset trukket for, selvom han tydeligt huskede at han efterlod dem trukker fra da han tog i skole om morgenen.
Nogle af hans ejendele var også flyttet, og andre var helt sportløst forsvundet.
De mærkelige tilfældige hændelse begyndte at gøre Brian en smule skræmt, så den unge mand besluttede sig for at snakke med sine venner Trisha og Alex om hændelserne.
De mødtes over en kop kaffe på den lokale Café, og han fortalte om alle de mærkelige ting som han havde bemærket.
"Måske er jeg bare Paranoid" Sagde Brian. "Men jeg har bare en frygtelig mistanke om at nogen bryder ind i min lejlighed når jeg er afsted om dagen, Og.."
"Og hvad?" Afbrød Alex. "Pille ved dine gardiner og flytte dine ting rundt? Hvem i deres rette sind ville gide at bruge sin tid på at gøre det?"
"Det lyder vanvittigt, men du har måske en stalker", Sagde Trisha. "Det er jo en mulighed, og hvis det er sandt, tror jeg at det er bedst at kontakte politiet".
"Hvad kan politiet gøre?", Spurgte Alex. "De gider ikke bruge deres tid på at holde din lejlighed under opsyn. Desuden er der hverken skader på nogle af dine ting eller nogle tegn på indbrud. Kort sagt, er der ingen beviser".
"Så hvilke muligheder har jeg så?" udbrød Brian. "Jeg kan jo ikke bare gøre ingenting".
"Jeg ved hvordan du kan opklare det", sagde Trisha. "Det er nemt. Bare få dig et videokamera, og så sæt det op i soveværelset og lad det køre når du er afsted om dagen. Hvis du virkelig har en stalker, kan du vise båndet til politiet som bevismateriale!".
"Det er en rigtig god idé" Sagde Brian.
"Og hvis du virkelig bare er paranoid og skør, kan du vise båndet til din psykiater", grinede Alex.
Den nat lånte Brian Trishas videokamera med hjem. Og allerede næste morgen gemte han det diskret under nogle mapper på skrivebordet. Før han tog afsted, trykkede han på optag knappen og forlod lejligheden.
I løbet af dagen imens han sad og tog nogle noter til et foredrag, glemte Brian alt om videokameraet. Det var først da han kom hjem og gik ind i sit soveværelse, at han huskede hans plan. Han tog videokameraet ud af skjulestedet, og trykkede på stopknappen.
Så tog han sin mobil frem og ringede til Trisha.
"Hey Trisha", sagde han. "Jeg er lige kommet hjem, og tjekker videoen om lidt".
"Cool", svarede Trisha. "Du skal ikke lægge på, sig hvis du ser noget".
Han trykkede play og så optagelsen på videokameraets lille skærm. Han så sig selv forklade lokalet og lukke døren til soveværelset. Så skete der ikke mere. Han spolerede hurtigt frem og kiggede videoen igennem. Rummet var bare tomt.
"Stadig ingenting", sagde han.
"Jeg venter bare med", svarede Trisha. "Der er alligevel ikke noget der er værd at se i fjernsynet".
"OH MY GOD!", råbte Brian da han trykkede play på kameraet.
"Hvad? Hvad?", spurgte Trisha skræmt.
"Døren åbner!", sagde Brian. "Det er en kvinde.."
"Hvad laver hun?", spurgte Trisha.
"Hun står der bare, så lukker hun døren og begynder at gå rundt.."
"OH my god! Så underligt! Hvordan ser hun ud?"
"Jeg kan ikke se hendes ansigt. Langt og sort uglet hår, ødelagt kjole.."
"Kender du hende?"
"Nej, jeg kan ikke genkende hende.. Hun har en kniv.. En stor køkkenkniv.. Hun.. Hun.. Hun går igennem min papirkurv.. Nu tager hun mit tøj op og snuser til det.."
"Ad, klamt! Hvad er der galt med hende?"
"Hun går hen imod skabet.. Og går nu ind i skabet!"
"Spol frem og se om hun gør noget andet"
"Har spolet et godt stykke tid, men værelset er tomt"
"Du ved hvad det betyder.." Sagde Brian. "Jeg har beviserne nu. Jeg kan gå til politiet og de vil tage mig seriøst med denne video!"
"Det ved jeg", svarer Trisha. "Det bliver de nød til"
"Alex flipper helt ud når han ser det her!"
"Ingen tvivl om det, han troede jo ikke på dig. Men det gjorde jeg."
"Ja, jeg kender dig, du er altid sådan en god ven.. OH MY GOD!"
"Hvad? Hvad?!"
Brian trykkede på play.
"Døren åbner igen!" svarede Brian.
"Hvem er det?" spurgte Trisha.
"Åh.. Det er okay", svarede Brian. "Det er bare mig selv der kommer hjem"
Han så sig selv slukke for kameraet.
"Lad os tage hen på politistationen nu!", sagde Trisha. "Jeg går med dig, og vi viser dem båndet sammen".
"Okay, vi mødes på Caféen om 15 minutter", svarede Brian og tog videokameraet.
"Okay.. Men vent lige et øjeblik", udbrød Trisha. "Du sagde at hun gik ind i skabet. Så du hende nogensinde forlade det? Brian! Forlod hun nogensinde skabet!?"
Koldsved løb ned af Brians rygrad. Bag ham hørte han skabsdøren åbne sig.
"Brian! Kom ud derfra!", skreg Trisha.
Men det var for sent. Telefonen blev afbrudt, og da hun forsøgte at ringe op til ham igen, ringede den bare ud.
Senere samme aften fandt politiet liget af den 18-årige universitetstuderende ligge i en stor blodpøl på sit soveværelse. Han var blevet stukket 21 gange. De fandt videokameraet i hans kolde døde hånd.
Da politiet undersøgte kameraet, opdagede de at hukommelses kortet manglede.
Der var ingen spor af kvinden, og de fandt aldrig frem til hende.
- Måske gemmer hun sig i dit skab lige nu.
Han havde ikke penge nok til at bo på universitetet så han måtte leje en lille lejlighed i byen.
Efter at han havde levet der alene i et stykke tid, begyndte han at lægge mærke til at der skete nogle underlige ting i lejligheden. Ofte når han kom tilbage fra universitetet var gardinerne i soveværelset trukket for, selvom han tydeligt huskede at han efterlod dem trukker fra da han tog i skole om morgenen.
Nogle af hans ejendele var også flyttet, og andre var helt sportløst forsvundet.
De mærkelige tilfældige hændelse begyndte at gøre Brian en smule skræmt, så den unge mand besluttede sig for at snakke med sine venner Trisha og Alex om hændelserne.
De mødtes over en kop kaffe på den lokale Café, og han fortalte om alle de mærkelige ting som han havde bemærket.
"Måske er jeg bare Paranoid" Sagde Brian. "Men jeg har bare en frygtelig mistanke om at nogen bryder ind i min lejlighed når jeg er afsted om dagen, Og.."
"Og hvad?" Afbrød Alex. "Pille ved dine gardiner og flytte dine ting rundt? Hvem i deres rette sind ville gide at bruge sin tid på at gøre det?"
"Det lyder vanvittigt, men du har måske en stalker", Sagde Trisha. "Det er jo en mulighed, og hvis det er sandt, tror jeg at det er bedst at kontakte politiet".
"Hvad kan politiet gøre?", Spurgte Alex. "De gider ikke bruge deres tid på at holde din lejlighed under opsyn. Desuden er der hverken skader på nogle af dine ting eller nogle tegn på indbrud. Kort sagt, er der ingen beviser".
"Så hvilke muligheder har jeg så?" udbrød Brian. "Jeg kan jo ikke bare gøre ingenting".
"Jeg ved hvordan du kan opklare det", sagde Trisha. "Det er nemt. Bare få dig et videokamera, og så sæt det op i soveværelset og lad det køre når du er afsted om dagen. Hvis du virkelig har en stalker, kan du vise båndet til politiet som bevismateriale!".
"Det er en rigtig god idé" Sagde Brian.
"Og hvis du virkelig bare er paranoid og skør, kan du vise båndet til din psykiater", grinede Alex.
Den nat lånte Brian Trishas videokamera med hjem. Og allerede næste morgen gemte han det diskret under nogle mapper på skrivebordet. Før han tog afsted, trykkede han på optag knappen og forlod lejligheden.
I løbet af dagen imens han sad og tog nogle noter til et foredrag, glemte Brian alt om videokameraet. Det var først da han kom hjem og gik ind i sit soveværelse, at han huskede hans plan. Han tog videokameraet ud af skjulestedet, og trykkede på stopknappen.
Så tog han sin mobil frem og ringede til Trisha.
"Hey Trisha", sagde han. "Jeg er lige kommet hjem, og tjekker videoen om lidt".
"Cool", svarede Trisha. "Du skal ikke lægge på, sig hvis du ser noget".
Han trykkede play og så optagelsen på videokameraets lille skærm. Han så sig selv forklade lokalet og lukke døren til soveværelset. Så skete der ikke mere. Han spolerede hurtigt frem og kiggede videoen igennem. Rummet var bare tomt.
"Stadig ingenting", sagde han.
"Jeg venter bare med", svarede Trisha. "Der er alligevel ikke noget der er værd at se i fjernsynet".
"OH MY GOD!", råbte Brian da han trykkede play på kameraet.
"Hvad? Hvad?", spurgte Trisha skræmt.
"Døren åbner!", sagde Brian. "Det er en kvinde.."
"Hvad laver hun?", spurgte Trisha.
"Hun står der bare, så lukker hun døren og begynder at gå rundt.."
"OH my god! Så underligt! Hvordan ser hun ud?"
"Jeg kan ikke se hendes ansigt. Langt og sort uglet hår, ødelagt kjole.."
"Kender du hende?"
"Nej, jeg kan ikke genkende hende.. Hun har en kniv.. En stor køkkenkniv.. Hun.. Hun.. Hun går igennem min papirkurv.. Nu tager hun mit tøj op og snuser til det.."
"Ad, klamt! Hvad er der galt med hende?"
"Hun går hen imod skabet.. Og går nu ind i skabet!"
"Spol frem og se om hun gør noget andet"
"Har spolet et godt stykke tid, men værelset er tomt"
"Du ved hvad det betyder.." Sagde Brian. "Jeg har beviserne nu. Jeg kan gå til politiet og de vil tage mig seriøst med denne video!"
"Det ved jeg", svarer Trisha. "Det bliver de nød til"
"Alex flipper helt ud når han ser det her!"
"Ingen tvivl om det, han troede jo ikke på dig. Men det gjorde jeg."
"Ja, jeg kender dig, du er altid sådan en god ven.. OH MY GOD!"
"Hvad? Hvad?!"
Brian trykkede på play.
"Døren åbner igen!" svarede Brian.
"Hvem er det?" spurgte Trisha.
"Åh.. Det er okay", svarede Brian. "Det er bare mig selv der kommer hjem"
Han så sig selv slukke for kameraet.
"Lad os tage hen på politistationen nu!", sagde Trisha. "Jeg går med dig, og vi viser dem båndet sammen".
"Okay, vi mødes på Caféen om 15 minutter", svarede Brian og tog videokameraet.
"Okay.. Men vent lige et øjeblik", udbrød Trisha. "Du sagde at hun gik ind i skabet. Så du hende nogensinde forlade det? Brian! Forlod hun nogensinde skabet!?"
Koldsved løb ned af Brians rygrad. Bag ham hørte han skabsdøren åbne sig.
"Brian! Kom ud derfra!", skreg Trisha.
Men det var for sent. Telefonen blev afbrudt, og da hun forsøgte at ringe op til ham igen, ringede den bare ud.
Senere samme aften fandt politiet liget af den 18-årige universitetstuderende ligge i en stor blodpøl på sit soveværelse. Han var blevet stukket 21 gange. De fandt videokameraet i hans kolde døde hånd.
Da politiet undersøgte kameraet, opdagede de at hukommelses kortet manglede.
Der var ingen spor af kvinden, og de fandt aldrig frem til hende.
- Måske gemmer hun sig i dit skab lige nu.
fredag den 25. april 2014
Den antikke dukke.
Om morgenen på hendes fødselsdag, vækkede Lucys mor hende
og fortalte hende at en pakke var ankommet med posten, og adresseret til hende.
Pige skyndte sig at åbne pakken, og blev forfærdet over hvad hun fandt deri.
Det var den mest modbydelige gamle dukke hun nogensinde havde set.
Den var skaldet, dens hud var krakkeleret og den var fyldt med skidt og støv.
Det værste af det hele var dens tænder. De var lange, spidse, skarpe og dyriske,
de ligner et rovdyrs hugtænder.
Med gåsehud tog hun dukken ud af pakken og smed den hen i et hjørne.
Hendes mor begyndte at skælde hende ud, og fortælle at nogen havde gjort sig et stort besvær med at finde den antikke dukke til hende og sende den med posten. Hendes mor insisterede på at hun skulle være taknemmelig for hendes nye dukke.
Lucy prøvede at protestere, men hendes mor ville ikke lytte. Hun tvang den unge pige til at holde dukken. For at få hendes mor til at blive rolig, tog hun dukken og proppede den i et lille skab under trappen, bag en bunke sko. Hun ville ikke se på den grimme og onde lille dukke.
Det var først et par nætter senere, da Lucy lå i sengen, at hun hørte en lyd.
En slæbende lyd som stod på i omkring fem minutter. Derefter en kort trækkende lyd og så lyden af små løbende og lette fodspor.
Lucy rystede af frygt, så voldsomt at hun var ude af stand til at bevæge sig.
Så troede hun at hun hørte en ru stemme hviske stille fra nedenunder.
Lucy sov altid med døren åben og havde altid et vågelys tændt da hun var bange for mørke. Hun hørte en stemme sige "Lucy, jeg er på første trin.." og så en høj løbende lyd, som om lyden vendte tilbage til sit skjul.
Lucy var så bange at hun ikke lukkede et øje hele natten, og ventede i frygt til det blev daggry og hun blev vækket af sin mor.
Lucy forsøgte at forklare sin mor hvad der var sket aftenen før, men var så træt at når hendes mor sagde at det bare være en drøm, var hun næsten ved at tro på at det måtte være tilfældigt.
Men selvfølgelig var det ikke det. Lucy tiggede sine forældre om at lade hende smide den antikke dukke i skraldespanden, men de insisterede på at det var en gave, og den skulle hun beholde.
Da Lucy skulle i seng ingen, blev hun ved med at fortælle sig selv at det kun var en drøm.
Hun tjekkede skabet under trappen, men dukken var præcis hvor Lucy havde efterladt hende.
Den nat kæmpede Lucy for at holde sig vågen, men til sidst vandt søvnen. Pludselig vågnede hun da hun hørte den dybe og kolde stemme igen. Hun spekulerede på om det kun var i hendes hovede.
"Luuuuuuuucccyyyyyyyy!! Jeg er på det fjerde trin.." Blev der sagt. Derefter kom en støj og så blev der stille. Lucy græd og havde ikke lyst til at sove igen den nat.
I skolen fortalte Lucy sine venner om dukken. De lo naturligvis af hende.
Lucy var overbevist om at hvis dukken klatrede fire trin ad gangen, så var der kun en nat tilbage.
Den nat besluttede Lucy at lukke hendes soveværelse dør. Da hendes mor slukkede hendes lys spurgte hun hvorfor Lucy ikke længere var bange for mørket. Lucy svarede at det var hun, og om hun ikke kunne tænde for ganglyset i stedet. Men hendes mor sagde nej, og sagde at det ville holde hende vågen da det lyste meget op i deres soveværelse.
Lucy sagde at så ville hun hellere sove uden lys. Hun åbnede soveværelsets gardiner, for at få lidt månelys ind alligevel. I det hun begyndte at falde i søvn, hørte hun igen støjen.
Og stemmen kom meget klart denne gang. "Luuuuuccccyyyy! Jeg er på det øverste trin..."
I mørket af hendes soveværelse, hørte Lucy et klik og rystede af frygt. Hun var ikke sikker på at det hun så var sandt, men hun synes at hun kunne se hendes soveværelse dør åbne sig meget, meget langsomt.
Den næste morgen fandt Lucys forældre hendes døde krop på bunden af trappen. De gættede sig til at hun havde været på toilettet i løbet af natten og i mørket var hun gledet ned af trappen og brækket halsen. Den antikke dukke blev fundet ved siden af hendes krop, og blev begravet sammen med Lucy.
Alle snakkede om hvor stor en tragedie det var.
"Hun elskede den dukke" sagde moren "Nu kan de være sammen for evigt."
og fortalte hende at en pakke var ankommet med posten, og adresseret til hende.
Pige skyndte sig at åbne pakken, og blev forfærdet over hvad hun fandt deri.
Det var den mest modbydelige gamle dukke hun nogensinde havde set.
Den var skaldet, dens hud var krakkeleret og den var fyldt med skidt og støv.
Det værste af det hele var dens tænder. De var lange, spidse, skarpe og dyriske,
de ligner et rovdyrs hugtænder.
Med gåsehud tog hun dukken ud af pakken og smed den hen i et hjørne.
Hendes mor begyndte at skælde hende ud, og fortælle at nogen havde gjort sig et stort besvær med at finde den antikke dukke til hende og sende den med posten. Hendes mor insisterede på at hun skulle være taknemmelig for hendes nye dukke.
Lucy prøvede at protestere, men hendes mor ville ikke lytte. Hun tvang den unge pige til at holde dukken. For at få hendes mor til at blive rolig, tog hun dukken og proppede den i et lille skab under trappen, bag en bunke sko. Hun ville ikke se på den grimme og onde lille dukke.
Det var først et par nætter senere, da Lucy lå i sengen, at hun hørte en lyd.
En slæbende lyd som stod på i omkring fem minutter. Derefter en kort trækkende lyd og så lyden af små løbende og lette fodspor.
Lucy rystede af frygt, så voldsomt at hun var ude af stand til at bevæge sig.
Så troede hun at hun hørte en ru stemme hviske stille fra nedenunder.
Lucy sov altid med døren åben og havde altid et vågelys tændt da hun var bange for mørke. Hun hørte en stemme sige "Lucy, jeg er på første trin.." og så en høj løbende lyd, som om lyden vendte tilbage til sit skjul.
Lucy var så bange at hun ikke lukkede et øje hele natten, og ventede i frygt til det blev daggry og hun blev vækket af sin mor.
Lucy forsøgte at forklare sin mor hvad der var sket aftenen før, men var så træt at når hendes mor sagde at det bare være en drøm, var hun næsten ved at tro på at det måtte være tilfældigt.
Men selvfølgelig var det ikke det. Lucy tiggede sine forældre om at lade hende smide den antikke dukke i skraldespanden, men de insisterede på at det var en gave, og den skulle hun beholde.
Da Lucy skulle i seng ingen, blev hun ved med at fortælle sig selv at det kun var en drøm.
Hun tjekkede skabet under trappen, men dukken var præcis hvor Lucy havde efterladt hende.
Den nat kæmpede Lucy for at holde sig vågen, men til sidst vandt søvnen. Pludselig vågnede hun da hun hørte den dybe og kolde stemme igen. Hun spekulerede på om det kun var i hendes hovede.
"Luuuuuuuucccyyyyyyyy!! Jeg er på det fjerde trin.." Blev der sagt. Derefter kom en støj og så blev der stille. Lucy græd og havde ikke lyst til at sove igen den nat.
I skolen fortalte Lucy sine venner om dukken. De lo naturligvis af hende.
Lucy var overbevist om at hvis dukken klatrede fire trin ad gangen, så var der kun en nat tilbage.
Den nat besluttede Lucy at lukke hendes soveværelse dør. Da hendes mor slukkede hendes lys spurgte hun hvorfor Lucy ikke længere var bange for mørket. Lucy svarede at det var hun, og om hun ikke kunne tænde for ganglyset i stedet. Men hendes mor sagde nej, og sagde at det ville holde hende vågen da det lyste meget op i deres soveværelse.
Lucy sagde at så ville hun hellere sove uden lys. Hun åbnede soveværelsets gardiner, for at få lidt månelys ind alligevel. I det hun begyndte at falde i søvn, hørte hun igen støjen.
Og stemmen kom meget klart denne gang. "Luuuuuccccyyyy! Jeg er på det øverste trin..."
I mørket af hendes soveværelse, hørte Lucy et klik og rystede af frygt. Hun var ikke sikker på at det hun så var sandt, men hun synes at hun kunne se hendes soveværelse dør åbne sig meget, meget langsomt.
Den næste morgen fandt Lucys forældre hendes døde krop på bunden af trappen. De gættede sig til at hun havde været på toilettet i løbet af natten og i mørket var hun gledet ned af trappen og brækket halsen. Den antikke dukke blev fundet ved siden af hendes krop, og blev begravet sammen med Lucy.
Alle snakkede om hvor stor en tragedie det var.
"Hun elskede den dukke" sagde moren "Nu kan de være sammen for evigt."
Drengen på bjerget
Et ægtepar kørte ned ad en bjergvej en mørk nat. Pludselig så de en ung dreng træde ud foran deres bil. Manden smækkede foden på bremsen og bilen bremsede hårdt op.
Da han kiggede op, var barnet forsvundet.
Så kigger de hen af vejen og indså at bilen var placeret på kanten af en klippe. Hvis manden ikke havde smækket bremsen i på det nøjagtige tidspunkt, ville de have kørt lige over kanten af klippen og endt i døden.
I et par sekunder sad de begge chokeret i tavshed. Så siger konen "Den lille dreng reddede os. Han må have været en god ånd sendt for at advare os ... "
Der var et par sekunders tavshed og derefter hørte parret et barns vrede stemme komme fra bagsædet "i skulle jo dø!"
Da han kiggede op, var barnet forsvundet.
Så kigger de hen af vejen og indså at bilen var placeret på kanten af en klippe. Hvis manden ikke havde smækket bremsen i på det nøjagtige tidspunkt, ville de have kørt lige over kanten af klippen og endt i døden.
I et par sekunder sad de begge chokeret i tavshed. Så siger konen "Den lille dreng reddede os. Han må have været en god ånd sendt for at advare os ... "
Der var et par sekunders tavshed og derefter hørte parret et barns vrede stemme komme fra bagsædet "i skulle jo dø!"
Det gamle tv.
For et par år siden i en lille by i Spanien, var der et ægtepar der havde en seksårig dreng.
Der var et gammelt tv i deres søns soveværelse og hver aften inden han gik i seng, insisterede han på at de skulle dække det til med et tæppe.
Hans forældre bemærkede hans underlige opførsel og en dag ud af ren nysgerrighed spurgte de ham om hvorfor han altid ville have tv'et dækket til om aftenen.
Drengen gav dem et mærkeligt blik og svarede bestemt: "Fordi det er der de kommer ind"
Hans forældre var forvirrede og afviste det bare som noget barnlig overtro.
En nat tog forældrene en tur i teateret og hyrede en babysitter til at tage sig af drengen imens de var væk. Efter stykket var færdigt tog forældrene forbi en bar for at få en drink og derefter vendte de hjem efter midnat.
Til deres store overraskelse fandt de babysitteren sammenkrøllet og hun græd helt hysterisk. Da de spurgte hende hvad der var sket, kiggede hun op på dem med rædsel i øjnene og sagde: "De tog ham!"
Forældrene løb ovenpå og da de gik ind i drengens soveværelse, var de forfærdet.
Deres søn var sportløst forsvundet, og der var spor af blod der førte til hans udækket Tv.
torsdag den 24. april 2014
Godnathistorie: En stemme fra køkkenet
En aften lå en ung pige i sin seng, lige på randen til at falde i søvn, da hun hørte sin mor kalde hendes navn ude fra køkkenet.
Hun gik nedenunder for at se, hvad hendes mor ville. Men da hun passerede skabet under trappen, blev døren åbnet og en hånd rakte ud og hev hende ind.
Det var hendes mor der gemte sig i skabet. "Gå ikke ind i køkkenet," hviskede hendes mor.
"Det kaldte også mit navn!"
Hun gik nedenunder for at se, hvad hendes mor ville. Men da hun passerede skabet under trappen, blev døren åbnet og en hånd rakte ud og hev hende ind.
Det var hendes mor der gemte sig i skabet. "Gå ikke ind i køkkenet," hviskede hendes mor.
"Det kaldte også mit navn!"
onsdag den 23. april 2014
Organtransplantationen.
I år 2045 gjorde forkerne et gennembrud inden for organtransplantation. Inden da havde alle transplantationer af dyreorganer til mennesker svigtet. Forskerene havde forsøgt at transplantere hjerter af grise til mennesker, men organerne kunne ikke fungere korrekt. Et medicinsk team besluttede at bruge en midlertidig proces under en operation og havde oplevede en uventet succes.
Første forsøgs operation blev udført på en 60- årig mand, der var ramt af kræft. Han var tynd og vissen, næsten et skelet, og kunne ikke længere fordøje maden. Lægerne fortalte ham, at han havde mindre end en måned tilbage at leve i. Manden meldte sig frivilligt til den dristige nye operation, fordi hans dage var talte, og han havde intet at miste ved det.
Kirurgerne fjernede næsten alle hans indre organer og erstattede dem med dem fra en gris. Operationen var en bragende succes. Inden for en uge begyndte manden at spise flere måltider om dagen. Inden for to uger var han vendt tilbage til sin normale vægt. Faktisk var patientens helbred så godt, at han blev løsladt fra hospitalet og fik lov til at vende hjem. Lægerne besluttede sig for at besøge ham en gang om ugen for at overvåge hans fremskridt.
Men på deres første besøg var lægerne chokeret over hvad de fandt. Hans køkken var helt tomt og skabene var uden låger. Manden havde solgt sit køleskab og sin ovn. Når de spurgte ham ind til det, indrømmede han til sidst at han var blevet træt af at spise normalt mad. I stedet gik han ud om natten og spiste fra skraldespandene. Han elskede at gå igennem skrald og mæske sig i rådden kød, rådden frugt, muggent ost og forrådnede grøntsager, som han havde fundet.
Lægerne gennemførte en række tests på deres mærkelige patient og blev overrasket over at finde ud af at han havde et perfekt helbred. I virkeligheden var han stærkere og sundere end han nogensinde havde været i hans liv. På grund af den ekstraordinære succes af proceduren, blev det besluttet, at alle kræftpatienter skulle behandlet ved hjælp af at få udskiftet sine tarme til grisetarme.
Dette førte til en revolution i sundhedssektoren. Folk kunne ikke længere at dø af kræft. I stedet var de sunde og stærke ved hjælp af deres nye svineorganer.
Politikerne begyndte at undre sig om den nye organtransplantation kunne bruges på raske mennesker. Der var jo fattige mennesker som ofte ikke havde råd til at købe mad. Hvis alle de fattige mennesker i landet fik deres indre organer erstattet af svineorganer, kunne de spise skrald gratis og dermed aldrig sulte. Fejlernæring ville blot være en fortid så.
Med tiden fik alle fattige mennesker operationen. Snart viste det sig at blive så populært, at det fangede de unge også. Alle ønskede at hoppe med på vognen og som tiden gik fik tusindvis af mennesker byttet deres organer ud med dem fra svin.
Folk skulle ikke længere skamme sig over at spise skrald . Restauranterne måtte lukke ned på grund af manglende kunder. En mad forbedring fejede igennem samfundet. Skrald blev værdifuldt og folk begyndte at sælge det til høje priser. Snart var skrald en delikatesse som kun de rige havde råd til. Fattige mennesker måtte ty til at spise græs og kunne ofte ses siddende på deres knæ i offentlige parker og marker og spise græs.
Men ingen bemærkede at antallet af herreløse katte og hunde i byerne begyndte at falde drastisk. Og gamle mennesker begyndte at forsvinde sporløst . Mødre der havde vendt hovedet væk et øjeblik, skreg i skræk da barnevognen pludselig var tom. Det tog ikke lang tid for en videnskabsmand for at regne ud hvad der foregik. De organtransplanterede patienter var blevet kannibaler.
Regeringen reagerede hurtigt. I løbet af få dage blev hæren kaldt til for at beskæftige sig med det uhyggelige problem. De arresterede alle der havde fået en organtransplantation. Patienterne blev fordelt og sendt til lejre i udkanten af byerne. Der var ingen mad for dem i lejrene.
Historien var den samme i hver lejr. Først begyndte patienterne at spise deres eget tøj . Så forsvandt de svage og syge. Derefter resten af kvinderne efterfulgt af mændene. De alle blev dræbt og spist af de stærkere patienter.
Ved udgangen af måneden var der kun én patient tilbage i lejren. Efter at have myrdet og fortæreret alle sine medfanger gik han i syv dage uden noget som helst at spise. Han bad og tiggede vagterne om at give ham noget at spise, men de nægtede. De var under strenge ordrer om ikke at fodre patienterne.
Nogle dage senere begyndte han at spise sine egne tæer. Desperat og skrigerne af sult bed han stykker af på sit eget ben. Så skar han sine egne ører af og så hans egen næse og åd det imens vagterne så til med rædsel . Efter 30 timers uophørlig skrig og gråd, blev han kvalt imens han prøvede at fortærer sine egne arme.
Organtransplantationer blev aldrig udført igen, og proceduren blev forbudt .
Godnathistorie: Historien om huset
En familie flyttede ind i et gammelt hus der havde været ledig i mange år. Efter at de havde boet i huset i et par uger, begyndte de at lugte en mærkelig lugt i et af soveværelserne.
En aften da de så fjernsyn, så de en dokumentarfilm om en far som havde myrdet sin 13-årige steddatter. Hakket hende i småstykker og skjulte hendes kropsdele i væggene i hans hus.
Ved enden af dokumentaren, kom adressen på "mord" huset.
Det var det hus de var flyttet ind i.
Den mest uhyggelige ting er, at politiet fandt alle pigens kropsdele, bortset fra hendes hoved.
Tvillingerne.
Der var et ægtepar, som boede i en landsby i Spanien. Deres hus var en beskeden lille hytte, som lå på kanten af en travl hovedvej. De havde to døtre, som var tvillingepiger.
I deres opvækst, var de meget velopdragen. De havde aldrig sagt imod, eller brokket sig.
De levede lykkeligt sammen, og hadede at blive adskilt.
En dag gik moderen en tur ned til den lokale købmand for at købe noget mælk og brød.
Hun ønskede ikke at efterlade pigerne alene hjemme, så hun tog dem med.
Hun tog pigerne i hånden og førte dem over den trafikeret vej.
Desværre havde hun glemt at se sig for i begge retninger før hun krydsede gaden, og da de næsten var nået over vejen, hørte hun et højt skrig og en frygtelig knasende lyd, og hendes to små døtres hænder blev revet ud af hendes greb.
Da moderen vendte sig rundt for at se hvad der var sket, skreg hun af radsel og kollapsede på det kolde fortov. De to små piger var blevet ramt af en stor lastbil, og de blodige resten var blevet sprøjtet tværs over vejen.
Moderen begyndte at græde, og hulke hysterisk.
Ved begravelsen forsøgte faderen at trøste sin kone, men hun var utrøstelig. om og om skreg hun "Det hele er min skyld!" .. "Det er alt sammen min skyld!"
Fire år senere, boede de stadig i det lille hus ved siden af vejen hvor deres døtre var omkommet. Kvinden blev gravid igen, og parret var lykkelig overrasket da lægen fortalte dem at de ventede tvillinger igen.
Forældrene jublede da deres to små piger blev født. Denne lykkelige begivenhed hjalp moderen med at glemme tragedien i fortiden.
De to piger voksede op, og deres forældre var omhyggelige med at aldrig nævne de tidligere børn. De lod som om at de afdøde piger aldrig havde eksisteret.
En dag de to små tvillingepiger legede i haven, kom deres mor ud og sagde at de skulle komme med hende ned til købmanden. Da de stod ved kanten af vejen, tog moderen fat i hænderne på de to små piger og holdt dem tæt ind til sig.
Pludselig da moderen begynder at gå tværs over vejen, begynder pigerne af kæmpe og forsøge at glide ud af deres mors greb.
"Nej mor, slip os" Råbte de to piger i kor. "Vi vil ikke dø igen!"
I deres opvækst, var de meget velopdragen. De havde aldrig sagt imod, eller brokket sig.
De levede lykkeligt sammen, og hadede at blive adskilt.
En dag gik moderen en tur ned til den lokale købmand for at købe noget mælk og brød.
Hun ønskede ikke at efterlade pigerne alene hjemme, så hun tog dem med.
Hun tog pigerne i hånden og førte dem over den trafikeret vej.
Desværre havde hun glemt at se sig for i begge retninger før hun krydsede gaden, og da de næsten var nået over vejen, hørte hun et højt skrig og en frygtelig knasende lyd, og hendes to små døtres hænder blev revet ud af hendes greb.
Da moderen vendte sig rundt for at se hvad der var sket, skreg hun af radsel og kollapsede på det kolde fortov. De to små piger var blevet ramt af en stor lastbil, og de blodige resten var blevet sprøjtet tværs over vejen.
Moderen begyndte at græde, og hulke hysterisk.
Ved begravelsen forsøgte faderen at trøste sin kone, men hun var utrøstelig. om og om skreg hun "Det hele er min skyld!" .. "Det er alt sammen min skyld!"
Fire år senere, boede de stadig i det lille hus ved siden af vejen hvor deres døtre var omkommet. Kvinden blev gravid igen, og parret var lykkelig overrasket da lægen fortalte dem at de ventede tvillinger igen.
Forældrene jublede da deres to små piger blev født. Denne lykkelige begivenhed hjalp moderen med at glemme tragedien i fortiden.
De to piger voksede op, og deres forældre var omhyggelige med at aldrig nævne de tidligere børn. De lod som om at de afdøde piger aldrig havde eksisteret.
En dag de to små tvillingepiger legede i haven, kom deres mor ud og sagde at de skulle komme med hende ned til købmanden. Da de stod ved kanten af vejen, tog moderen fat i hænderne på de to små piger og holdt dem tæt ind til sig.
Pludselig da moderen begynder at gå tværs over vejen, begynder pigerne af kæmpe og forsøge at glide ud af deres mors greb.
"Nej mor, slip os" Råbte de to piger i kor. "Vi vil ikke dø igen!"
tirsdag den 22. april 2014
Ultra korte gyserhistorier.
Jeg holdte stramt fast til min kærestes arm da vi gik igennem spøgelseshuset,
da vi kom ud, var han forsvundet, men jeg holdte stadig fast i hans arm.
Nogle gange når folk kommer hjem, bliver de lidt paranoide og tjekker hvert eneste rum for at være sikker på at de er alene i huset. Jeg har set dig gøre det. Heldigt for mig, tjekker du aldrig bag gardinerne.
En mand var igang med at vaske sit ansigt over håndvasken.
Da han bøjede sig for at proppe vand i hovedet, stod hans spejlbillede stille.
Hele natten høre du en knirkende lyd, du kigger gentagende gange bag dig,
men hvorfor kigger du aldrig op?
Nogle gange når folk kommer hjem, bliver de lidt paranoide og tjekker hvert eneste rum for at være sikker på at de er alene i huset. Jeg har set dig gøre det. Heldigt for mig, tjekker du aldrig bag gardinerne.
En mand var igang med at vaske sit ansigt over håndvasken.
Da han bøjede sig for at proppe vand i hovedet, stod hans spejlbillede stille.
Hele natten høre du en knirkende lyd, du kigger gentagende gange bag dig,
men hvorfor kigger du aldrig op?
Den forsvundne brud.
Tilbage i 70'erne, besluttede et ungt par på 18 år at giftes sig straks efter de var gået ud af gymnasiet. Brudens far boede i Palm Beach, i en stor villa og var rig nok til at give dem et stort bryllup. For at gøre en lang historie kort, blev de gift, og brylluppet var helt fantastisk smukt.
Efter brylluppet havde de en stor fest i en gammel bygning, og alle var ret så fulde.
Da der så kun var omkring 20 personer tilbage, besluttet gommen at de skulle lege gemmeleg.
Alle var enige og gommen var den der skulle starte med at finde. De alle gemte sig, og legen var igang.
Efter 20 minutter var alle blevet fundet, undtagen bruden. Alle søgte og ledte efter hende, men hun var sporløst forsvundet. Efter et par timer blev gommen vred, han troede at hans brud lavede et eller andet ondt trick med ham, og så tog gæsterne og gommen hjem.
Efter nogle uger med søgen, gav gommen op, og ville ikke søge efter hende længere.
Sønderknust prøvede han at komme videre med sit liv.
Tre år senere gjorde en gammel dame rent i bygningen hvor festen foregik. Hun gjorde rent i loftrummet og så en gammel skrotvogn. Hun støvede den af, og af rent nysgerrighed åbnede hun den.
Hun skreg et højt skrig, løb ud af bygningen og tilkaldte politiet.
Åbenbart havde bruden besluttet sig for at gemme sig i den gamle skrotvogn da de legede gemmeleg. Og da hun satte sig ned, klappede lågen i og gjorde hende bevidstløs.
Da damen fandt hende, var hun rådden og hendes mund havde form som om hun havde råbt.
Begravet levende
Min tip-tip oldemor var syg i temmelig lang tid. Endelig gik hun bort efter at have lagt i koma i flere dage. Min tip-tip oldefar var sønderknust, da hun var hans sande kærlighed, og de havde været gift i over 50 år. De var gift så længe at det virkede som om de kunne læse hinandens tanker.
Efter at lægen havde erklæret hende død, insisterede min oldefar på at hun ikke var.
De måtte bogstaveligt talt hive ham væk fra hans døde kones lig, så de kunne gøre hende klar til begravelse.
Tilbage i de dage, havde de bare baggård gavsteder, hvor de lavede en kiste og lagde kroppen til hvile på sit permanente hvilested. I hele denne proces protesterede min tip-tip oldefar så voldsomt, at han måtte bedøves og blive lagt i seng.
Hans kone blev begravet, og sådan var det bare.
En nat vågnede han op til et helt rædselsvækkende syn af sin kone der hysterisk forsøger af kradse hende selv ud af kisten. Han ringede straks til lægen og tryglede for at få sin kones lig gravet op. Lægen nægtede, men min tp-tip oldefar havde dette mareridt hver nat i en uge, og hver gang tiggede og bad han lægen om at grave hende op.
Endelig gav lægen efter, og sammen med de lokale myndigheder, gravede de kroppen op.
Kisten var pivåben, og til alles skræk og rædsel, så de min tip-tip oldemors negle var revet af, og der var blodige mærker og neglestykker overalt på indersiden af kisten.
Efter at lægen havde erklæret hende død, insisterede min oldefar på at hun ikke var.
De måtte bogstaveligt talt hive ham væk fra hans døde kones lig, så de kunne gøre hende klar til begravelse.
Tilbage i de dage, havde de bare baggård gavsteder, hvor de lavede en kiste og lagde kroppen til hvile på sit permanente hvilested. I hele denne proces protesterede min tip-tip oldefar så voldsomt, at han måtte bedøves og blive lagt i seng.
Hans kone blev begravet, og sådan var det bare.
En nat vågnede han op til et helt rædselsvækkende syn af sin kone der hysterisk forsøger af kradse hende selv ud af kisten. Han ringede straks til lægen og tryglede for at få sin kones lig gravet op. Lægen nægtede, men min tp-tip oldefar havde dette mareridt hver nat i en uge, og hver gang tiggede og bad han lægen om at grave hende op.
Endelig gav lægen efter, og sammen med de lokale myndigheder, gravede de kroppen op.
Kisten var pivåben, og til alles skræk og rædsel, så de min tip-tip oldemors negle var revet af, og der var blodige mærker og neglestykker overalt på indersiden af kisten.
Den oprindelige historie er skrevet på engelsk af en pige ved navn Emily.
Hvad er der i kælderen?
Mor fortalte mig at jeg aldrig måtte gå ned i kælderen, men jeg ville se hvad der lavede den pivene lyd dernede. Det lød som en hvalp, og jeg ville gerne se hvalpen, så jeg åbnede kælderdøren og listede mig ned.
Jeg kunne ikke se en hvalp, og så tog mor fat i mig og slæbte mig ud af kælderen og råbte af mig. Mor har aldrig råbt af mig før, og det gjorde mig ked af det, så jeg græd. Så sagde mor at jeg aldrig måtte gå ned i kælderen igen, og så gav hun mig en småkage.
Jeg blev glad igen, så jeg ville ikke spørger hende, hvorfor drengen i kælderen lavede lyde som en hvalp,
eller hvorfor han ingen hænder eller fødder havde.
Jeg kunne ikke se en hvalp, og så tog mor fat i mig og slæbte mig ud af kælderen og råbte af mig. Mor har aldrig råbt af mig før, og det gjorde mig ked af det, så jeg græd. Så sagde mor at jeg aldrig måtte gå ned i kælderen igen, og så gav hun mig en småkage.
Jeg blev glad igen, så jeg ville ikke spørger hende, hvorfor drengen i kælderen lavede lyde som en hvalp,
eller hvorfor han ingen hænder eller fødder havde.

Grisen med de røde øjne
(Dette er en historie som min egen mor har fundet på. Det er også en historie som jeg i barndommen elskede, og det var i mine unge øjne den værste gyserfortælling. Jeg vil nu dele den med jer. God fornøjelse.)
Der var engang en familie, hvor faderen arbejdede indenfor bank og finans og moderen var hjemmegående. I familien var der også to børn, en pige og en dreng. De boede i en lejlighed i byen, men en dag kom faderen hjem og sagde at han var blevet tilbudt et bedre arbejde et andet sted, så de blev nød til at flytte fra lejligheden. De ledte længe efter et hus i nærheden af hvor faderen skulle arbejde, og til sidst fandt de så et der lå med perfekt afstand til arbejdet. De tog ud og så på det, og det var et meget stort og gammelt hus. Der er egen sø, med en gammel båd deri. I huset er der en meget stor stue, køkken og bad i underetagen, og på overetagen ligger der tre soveværelser og et lille badeværelse. De forelsker sig alle i stedet, og er glade for deres beslutning. Der er rig plads for børnene, og et godt hjem for en hjemmegående mor at tuller rundt og lave ting i. Moderen og faderen tager endeværelset i overetagen, og drengen og pigen vælger selv hver deres værelse. Den lille pige på knap 6 år, vælger det sidste værelse. Værelset med udsigt over søen, og som har den flotteste antikke gamle gyngestol. Dagene går og familien får gjort sig til rette, og nyder deres nye hus. Men efter noget tid begynder der at ske nogle mærkelig ting forskellige steder i huset. Først begynder tingene at flytte sig rundt i hjemmet, og både faderen samt sønnen er på arbejde og i skole, så moderen beskylder den lille pige for at flytte rundt på sagerne, samt åbne skabe og flytte møbler. Hver eneste nat på det samme tidspunkt, vågner den lille pige og kigger ud af vinduet, hvor båden fra søen sejler rundt, uden nogen til at styre den. En aften efter moderen havde puttet børnene, hører hun pludselig stemmer fra den lille piges værelse, hun går derhen og lurer ind i dørsprækken. Den lille pige sidder overfor den gamle gyngestol og snakker, som om der var en der svarede hende. Den gamle gyngestol rokkede frem og tilbage, men ingen sad deri. Moderen åbner døren og spørger sin datter "Hvem snakker du med?" pigen svarer at hun ikke skal være bange, og det bare er en gris som passer på hende, men grisen har advaret hende om at de må flygte fra dette hus, da det ikke er sikkert at bo her. Moderen bliver lidt mærkelig og beder pigen om at gå tilbage i seng. Derefter går hun ned til faderen og fortæller om hvad pigen sagde og om gyngestolen, han griner og siger at piger i den alder har en alt for livlig fantasi, og moderen ikke skal tage det så seriøst. Om natten vågner moderen og går ind til begge børnene for at tjekke til dem, gyngestolen rokker stadig ved pigen, og vinduet står ikke engang på klem. Moderen bliver lidt bange, og stopper gyngestolen, men få sekunder efter begynder den igen. Hun bliver forskrækket, men tænker at det nok er stolen der er skæv siden den ikke kan stå stille. En nat vågner faderen ved at han kan mærke en sær lethed i sengen, han kigger ud af øjenkrogen og sætter sig panisk op. Moderen sover, men svæver langt over sengen, han prøver at vække hende og til sidst lykkedes det. Hun falder med et stor brag ned i sengen. De tænder lyset, og moderens unge ansigt har forandret sig til en gammel dames ansigt. De løber hen af gangen til børnenes værelser, og hiver først drengen ud af sengen, bagefter løber de ned til endeværelset hvor pigens værelse er, men døren er låst. De hamre og banker for at få hende op, og til sidst slår faderen pigens dør ind, der ser de en gris med to røde øjne i mørket, og gyngestolen der rokker så voldsomt at gulvbrædderne revner. De hiver pigen ud, og hun råber "Nej.. vent.. lad mig sige farvel".. Men moderen hiver hende afsted, uden at ville se sig tilbage. På vej ud til bilen i mørket, kigger de kort tilbage på huset, de kan høre hvordan alt bestikket bliver smadret og dørene smækker.
Huset røg på tvangsauktion, og blev derefter aldrig solgt. Det står stadig ubeboet den dag i dag. Og familien vendte aldrig nogensinde tilbage igen.
Der var engang en familie, hvor faderen arbejdede indenfor bank og finans og moderen var hjemmegående. I familien var der også to børn, en pige og en dreng. De boede i en lejlighed i byen, men en dag kom faderen hjem og sagde at han var blevet tilbudt et bedre arbejde et andet sted, så de blev nød til at flytte fra lejligheden. De ledte længe efter et hus i nærheden af hvor faderen skulle arbejde, og til sidst fandt de så et der lå med perfekt afstand til arbejdet. De tog ud og så på det, og det var et meget stort og gammelt hus. Der er egen sø, med en gammel båd deri. I huset er der en meget stor stue, køkken og bad i underetagen, og på overetagen ligger der tre soveværelser og et lille badeværelse. De forelsker sig alle i stedet, og er glade for deres beslutning. Der er rig plads for børnene, og et godt hjem for en hjemmegående mor at tuller rundt og lave ting i. Moderen og faderen tager endeværelset i overetagen, og drengen og pigen vælger selv hver deres værelse. Den lille pige på knap 6 år, vælger det sidste værelse. Værelset med udsigt over søen, og som har den flotteste antikke gamle gyngestol. Dagene går og familien får gjort sig til rette, og nyder deres nye hus. Men efter noget tid begynder der at ske nogle mærkelig ting forskellige steder i huset. Først begynder tingene at flytte sig rundt i hjemmet, og både faderen samt sønnen er på arbejde og i skole, så moderen beskylder den lille pige for at flytte rundt på sagerne, samt åbne skabe og flytte møbler. Hver eneste nat på det samme tidspunkt, vågner den lille pige og kigger ud af vinduet, hvor båden fra søen sejler rundt, uden nogen til at styre den. En aften efter moderen havde puttet børnene, hører hun pludselig stemmer fra den lille piges værelse, hun går derhen og lurer ind i dørsprækken. Den lille pige sidder overfor den gamle gyngestol og snakker, som om der var en der svarede hende. Den gamle gyngestol rokkede frem og tilbage, men ingen sad deri. Moderen åbner døren og spørger sin datter "Hvem snakker du med?" pigen svarer at hun ikke skal være bange, og det bare er en gris som passer på hende, men grisen har advaret hende om at de må flygte fra dette hus, da det ikke er sikkert at bo her. Moderen bliver lidt mærkelig og beder pigen om at gå tilbage i seng. Derefter går hun ned til faderen og fortæller om hvad pigen sagde og om gyngestolen, han griner og siger at piger i den alder har en alt for livlig fantasi, og moderen ikke skal tage det så seriøst. Om natten vågner moderen og går ind til begge børnene for at tjekke til dem, gyngestolen rokker stadig ved pigen, og vinduet står ikke engang på klem. Moderen bliver lidt bange, og stopper gyngestolen, men få sekunder efter begynder den igen. Hun bliver forskrækket, men tænker at det nok er stolen der er skæv siden den ikke kan stå stille. En nat vågner faderen ved at han kan mærke en sær lethed i sengen, han kigger ud af øjenkrogen og sætter sig panisk op. Moderen sover, men svæver langt over sengen, han prøver at vække hende og til sidst lykkedes det. Hun falder med et stor brag ned i sengen. De tænder lyset, og moderens unge ansigt har forandret sig til en gammel dames ansigt. De løber hen af gangen til børnenes værelser, og hiver først drengen ud af sengen, bagefter løber de ned til endeværelset hvor pigens værelse er, men døren er låst. De hamre og banker for at få hende op, og til sidst slår faderen pigens dør ind, der ser de en gris med to røde øjne i mørket, og gyngestolen der rokker så voldsomt at gulvbrædderne revner. De hiver pigen ud, og hun råber "Nej.. vent.. lad mig sige farvel".. Men moderen hiver hende afsted, uden at ville se sig tilbage. På vej ud til bilen i mørket, kigger de kort tilbage på huset, de kan høre hvordan alt bestikket bliver smadret og dørene smækker.
Huset røg på tvangsauktion, og blev derefter aldrig solgt. Det står stadig ubeboet den dag i dag. Og familien vendte aldrig nogensinde tilbage igen.
Godnathistorie: Bange for mørket
Der var en ung dreng som var bange for mørket. Hver eneste nat havde han et vågelys tændt.
Efter et stykke tid blev hans forældre træt af det og fortalte ham at han skulle til at blive voksen.
Men drengen fortsatte med at sove med lyset tændt. Så på vej i seng, sneg hans forældre sig ind på hans værelse og slukkede lyset. Dette stod på i flere måneder.
En weekend tog hans forældre på ferie og de forlod ham alene hjemme i en hel uge. Den aften havde han holdt sig oppe til sent for at se en gyserfilm på tv, men lysene var tændt, så han var ikke bange.
Han tog en gyserbog med i seng og læste, men lysene var tændt, så han blev ikke bange.
Han faldte i søvn med lyset tændt, så han blev ikke bange.
Men midt om natten vågnede han og opdagede at nogen havde slukket lyset.
Og der blev han bange.
Efter et stykke tid blev hans forældre træt af det og fortalte ham at han skulle til at blive voksen.
Men drengen fortsatte med at sove med lyset tændt. Så på vej i seng, sneg hans forældre sig ind på hans værelse og slukkede lyset. Dette stod på i flere måneder.
En weekend tog hans forældre på ferie og de forlod ham alene hjemme i en hel uge. Den aften havde han holdt sig oppe til sent for at se en gyserfilm på tv, men lysene var tændt, så han var ikke bange.
Han tog en gyserbog med i seng og læste, men lysene var tændt, så han blev ikke bange.
Han faldte i søvn med lyset tændt, så han blev ikke bange.
Men midt om natten vågnede han og opdagede at nogen havde slukket lyset.
Og der blev han bange.
Følger på motorvejen.
En aften tog en kvinde ud for at få nogle cocktails med sine veninder. Hun forlod baren meget sent om natten, hun satte sig ind i bilen og kørte ud på den øde motorvej.
Hun opdagede nogle fjerne forlygter i hendes bakspejl, som hurtig nærmede sig.
Da bilen var kommet meget tæt på, kiggede hun i bakspejlet og satte noget ekstra lys på, for at give signal om at den bare kunne køre forbi.
Bilen kørte lidt ud, men svingede hurtigt tilbage bag hende. Bilen kom faretruende tæt på, og tændte for sit lange lys. Nu var hun ved at blive nervøs. Lysene på bilen dæmpede sig et kort øjeblik men blev hurtigt sat tilbage på igen. Hun var virkelig skræmt og prøvede at tage sig sammen til at holde øje med vejen og kæmpe imod trangen for at vende hovedet og kigge imod chaufføren i den anden bil.
Hun var nået tæt på sin afkørsel, men bilen blev ved med at følge efter hende og blinke af hende. Igennem hvert trafiklys, fulgte bilen hende, og så nåede hun til sin egen indkørsel.
Hun regnede ud at hun blev nød til at løbe ud af bilen, for at nå ind i huset og ringe til politiet.
Hun fløj nærmest ud af bilen, og det samme gjorde føreren af den anden bil, imens han skreg "Lås døren og ring til politiet!"
Da politiet ankom, blev den forfærdelige sandhed endelig afsløret for kvinden.
Manden i bilen havde forsøgt at redde hende. Da han trak op bag hende og lyste med sine forlygter, så han silhuetten af en mand med en slagterkniv stige op fra bagsædet af hendes bil for at stikke hende. Så han blev ved med at blinke for at advare hende.
Tjek altid dit bagsæde.
Hun opdagede nogle fjerne forlygter i hendes bakspejl, som hurtig nærmede sig.
Da bilen var kommet meget tæt på, kiggede hun i bakspejlet og satte noget ekstra lys på, for at give signal om at den bare kunne køre forbi.
Bilen kørte lidt ud, men svingede hurtigt tilbage bag hende. Bilen kom faretruende tæt på, og tændte for sit lange lys. Nu var hun ved at blive nervøs. Lysene på bilen dæmpede sig et kort øjeblik men blev hurtigt sat tilbage på igen. Hun var virkelig skræmt og prøvede at tage sig sammen til at holde øje med vejen og kæmpe imod trangen for at vende hovedet og kigge imod chaufføren i den anden bil.
Hun var nået tæt på sin afkørsel, men bilen blev ved med at følge efter hende og blinke af hende. Igennem hvert trafiklys, fulgte bilen hende, og så nåede hun til sin egen indkørsel.
Hun regnede ud at hun blev nød til at løbe ud af bilen, for at nå ind i huset og ringe til politiet.
Hun fløj nærmest ud af bilen, og det samme gjorde føreren af den anden bil, imens han skreg "Lås døren og ring til politiet!"
Da politiet ankom, blev den forfærdelige sandhed endelig afsløret for kvinden.
Manden i bilen havde forsøgt at redde hende. Da han trak op bag hende og lyste med sine forlygter, så han silhuetten af en mand med en slagterkniv stige op fra bagsædet af hendes bil for at stikke hende. Så han blev ved med at blinke for at advare hende.
Tjek altid dit bagsæde.
Den dryppende lyd.
En ung pige ved navn Lisa, var ofte nød til at være alene om aftenen, fordi hendes forældre arbejdede til sent.
De købte hende en hund, så hun ikke altid skulle være alene.
En nat vågnede Lisa ved en dryppende lyd. Hun stod op og gik ned i køkkenet og drejede ekstra på vandhanen, for at være sikker på at den ikke ville dryppe mere. Hun gik tilbage på sit værelse og lagde sig i sengen, da hun lagde hånden under sin pude slikkede hunden hendes hånd.
Den dryppende lyd fortsatte, og hun gik ud på badeværelset for at være sikker på at vandhanen var slukket der også. Hun gik tilbage på sit værelse og lagde sig i sengen, da hun lagde hånden under sin pude slikkede hunden hendes hånd.
Men den dryppende lyd fortsatte stadig, så hun gik udenfor og slukkede alle haner.
Hun gik tilbage i seng, lagde hånden under puden, og hunden slikkede hendes hånd endnu engang.
Den dryppende lyd fortsatte stadig.. Dryp, dryp, dryp. Denne gang hørte hun rigtig god efter og fandt frem til hvor drypperiet stammede fra - det kom fra hendes skab!
Hun åbnede skabets dør, og fandt sin stakkels hund hængende i poterne, sprættet fuldstændig op.
På indersiden af skabet stod der skrevet med hundens blod "Mennesker kan også slikke".
mandag den 21. april 2014
Er der nogen hjemme?
Da jeg var et barn, flyttede min familie og jeg til et stort gammelt to etagers hus, med store tomme værelser og nogle knirkende gulvbrædder. Begge mine forældre arbejdede til sent, så jeg var tit alene når jeg kom hjem fra skole.
En tidlig aften da jeg kom hjem var huset stadig mørkt. Jeg råbte: "Mor!", Og hørte hende sige "Jaaaa" med syngende stemme fra et af værelserne ovenpå. Jeg kaldte på hende igen da jeg gik op af trappen for at se hvilket rum hun var i, og igen fik jeg det samme syngende "Jaaaa" svar.
Vi var ved at dekorere hele huset på det tidspunkt, og jeg kunne ikke finde rundt i vores labyrint af værelser, men hun var i en af de værelser længst nede af gangen ovenpå. Jeg følte mig urolig, men jeg regnede med at det var kun naturligt. Jeg løb nærmest igennem gangen for at se min mor, velvidende at hendes tilstedeværelse ville berolige min frygt, som en mors tilstedeværelse altid gør.
Lige i det jeg rakte ud efter håndtaget for at åbne døren til det værelse stemmen kom fra, hørte jeg hoveddøren nedenunder gå op og derefter min mor som kaldte "Skat, er du hjemme?" med en munter stemme.
Jeg sprang forskrækket tilbage og løb ned af trappen til hende. Men da jeg kiggede tilbage fra toppen af trappen, begyndte døren til rummet langsomt at åbne sig. I et kort øjeblik så jeg noget mærkeligt derinde, og jeg ved ikke hvad det var, men det stirrede direkte tilbage på mig.
Ord i mørket
En ung dreng sover i sin seng på en helt almindelig aften. Han hører fodtrin udenfor hans dør, og begynder at småkigge med øjnene på klem for at se hvad der foregår. Hans knirkende dør åbner sig stille og roligt og afsløre en morder der står med ligene af forældrene over skulderen. Morderen sætter lydløst forældrenes lig i en stol på drengens værelse, og så skriver han noget på væggen med blodet fra de døde kroppe. Han gemmer sig derefter under barnets seng.
Barnet er ubeskrivelig bange og panisk. Han kan ikke læse hvad der står på væggen, og han ved at manden er under hans seng. Ligesom ethvert barn ville gøre, lod han som om han sov igennem det hele og er "stadig" ikke vågnet endnu. Han ligger helt stille, ligesom hans forældres døde kroppe, og kan høre det tunge åndedræt fra under hans seng.
Timerne går, og hans øjne ser bedre og bedre i mørket. Han forsøger at læse ordene,
men det er en kamp. Han gisper da han endelig læser sætningerne.
"Jeg ved at du er vågen."
Øksemorderen
Susan og Ned kørte igennem en skovklædt tom sektion af motorvejen. Lyn blinkede, torden brølede, himlen var fuldkommen sort og regnen væltede ned.
"Vi må hellere stoppe" udbryder Susan.
Ned nikkede. Han træder på bremsen, og pludselig begynder bilen at skride på den regnglatte vej. De bliver rykket væk fra vejen og glider ned i bunden af en skråning.
Ned er fuldkommen ligbleg og ryster over hele kroppen, Ned får hurtigt selvopfattelsen tilbage og tjekker om Susan er okay. Hun nikke og Ned er igen afslappet og kigger ud igennem vinduet der er gennemblødt af regn.
"Jeg går lige ud og ser hvor slemt det er" siger han til Susan. Og så begiver han sig ud i stormen. Hun kunne se hans sløret skikkelse i lygterne, hun så ham gå rundt i på forsiden af bilen. Et øjeblik senere, sprang han drivvåd ind til hende.
"Bilen er ikke så slemt beskadiget, men vi er dybt begravet i mudder"
"Jeg prøver at at gå ud og finde noget hjælp, for vi kan umuligt selv for bilen fri"
Susan nikkede nervøst. Der ville ikke være nogen hurtig redning her.
Han sagde til hende at hun skulle slukke lygterne og låse dørene, indtil han var sikkert tilbage.
Selvom Ned ikke havde sagt navnet højt, vidste de begge, hvad han havde tænkt på da han sagde til hende at hun skulle låse bilen. Det var det sted, hvor en mand engang havde taget en økse og slået sin kone ihjel i et jalousi raseri over en påstået affære. Angiveligt skulle øksemandens ånd hjemsøge denne del af vejen.
Ude for bilen hørte Susan et skrig, et højt slag og en underlig jernagtig lyd.
Men hun kunne ikke se noget bevæge sig rundt ude i mørket.
Hun gled langsomt længere ned i sædet. Hun sad i stilhed i et stykke tid, og så bemærkede hun en anden lyd .. Bump.. Bump.. Bump. Det var en mærkelig og tung lyd.
Pludselig blev hele bilen oplyst af et klart lys. En Politi lignende stemme fortalte hende at hun skulle komme ud af bilen. Ned havde sikkert fundet en politibetjent.
Susan låste døren op og trådte ud af bilen. Hun prøvede at få hendes øjne til at se i skarpe lys.
Hængende fra et træ ved siden af bilen var liget af Ned. Hans blodige hals var blevet skåret så dybt, at han næsten var hukket midt over. Vinden svingede hans lig frem og tilbage, så det dunkede mod træet. Bump. Bump. Bump.
Susan skreg og løb hen imod stemmen og lyset. Da hun kom nærmere indså hun at lyset ikke kom fra en lommelygte. Det var en lyset af en glødene mand, som havde et stort smil tværs over hans ødelagte og blodige ansigt. I hånden holdt han en ægte jernøkse, der lyste op i måneskinnet.
Hun bakkede væk fra den glødende mand, indtil hun mærkede kofangeren ramte hendes ryg.
"Sniger dig omkring, når jeg vender ryggen til" hviskede spøgelset, derefter strøg han den skarpe klinge med fingrene. "Du har været meget uartig"
"Vi må hellere stoppe" udbryder Susan.
Ned nikkede. Han træder på bremsen, og pludselig begynder bilen at skride på den regnglatte vej. De bliver rykket væk fra vejen og glider ned i bunden af en skråning.
Ned er fuldkommen ligbleg og ryster over hele kroppen, Ned får hurtigt selvopfattelsen tilbage og tjekker om Susan er okay. Hun nikke og Ned er igen afslappet og kigger ud igennem vinduet der er gennemblødt af regn.
"Jeg går lige ud og ser hvor slemt det er" siger han til Susan. Og så begiver han sig ud i stormen. Hun kunne se hans sløret skikkelse i lygterne, hun så ham gå rundt i på forsiden af bilen. Et øjeblik senere, sprang han drivvåd ind til hende.
"Bilen er ikke så slemt beskadiget, men vi er dybt begravet i mudder"
"Jeg prøver at at gå ud og finde noget hjælp, for vi kan umuligt selv for bilen fri"
Susan nikkede nervøst. Der ville ikke være nogen hurtig redning her.
Han sagde til hende at hun skulle slukke lygterne og låse dørene, indtil han var sikkert tilbage.
Selvom Ned ikke havde sagt navnet højt, vidste de begge, hvad han havde tænkt på da han sagde til hende at hun skulle låse bilen. Det var det sted, hvor en mand engang havde taget en økse og slået sin kone ihjel i et jalousi raseri over en påstået affære. Angiveligt skulle øksemandens ånd hjemsøge denne del af vejen.
Ude for bilen hørte Susan et skrig, et højt slag og en underlig jernagtig lyd.
Men hun kunne ikke se noget bevæge sig rundt ude i mørket.
Hun gled langsomt længere ned i sædet. Hun sad i stilhed i et stykke tid, og så bemærkede hun en anden lyd .. Bump.. Bump.. Bump. Det var en mærkelig og tung lyd.
Pludselig blev hele bilen oplyst af et klart lys. En Politi lignende stemme fortalte hende at hun skulle komme ud af bilen. Ned havde sikkert fundet en politibetjent.
Susan låste døren op og trådte ud af bilen. Hun prøvede at få hendes øjne til at se i skarpe lys.
Hængende fra et træ ved siden af bilen var liget af Ned. Hans blodige hals var blevet skåret så dybt, at han næsten var hukket midt over. Vinden svingede hans lig frem og tilbage, så det dunkede mod træet. Bump. Bump. Bump.
Susan skreg og løb hen imod stemmen og lyset. Da hun kom nærmere indså hun at lyset ikke kom fra en lommelygte. Det var en lyset af en glødene mand, som havde et stort smil tværs over hans ødelagte og blodige ansigt. I hånden holdt han en ægte jernøkse, der lyste op i måneskinnet.
Hun bakkede væk fra den glødende mand, indtil hun mærkede kofangeren ramte hendes ryg.
"Sniger dig omkring, når jeg vender ryggen til" hviskede spøgelset, derefter strøg han den skarpe klinge med fingrene. "Du har været meget uartig"
Den gamle dame
Det var mørkt, da jeg endelig nåede frem til gården. En lampe flimrede, og det gamle egetræ, som var placeret midt på gårdspladsen, kastede lange skygger på taget. Jeg frøs og havde stadig smerter i mit ben efter styrtet på hesten. Inden jeg nåede at banke på døren, blev en lås slået fra og en sprække af lys kom til syne. Jeg kunne ikke se nogen og overvejede et kort øjeblik at vende om. Men hvor skulle jeg flygte hen - der var ikke andre huse i miles omkreds.
Mine hænder rystede, da jeg skubbede døren op og forsigtigt råbte ind i den tomme hal. På væggene hang trofæer af udstoppede, eksotiske dyr og på en lille skænk brændte et stearinlys. Ved siden af stearinlyset stod en gammel fotoramme, og en frisk valmue var nænsomt lagt foran det, som var det et sydlandsk alter. "Hallo, råbte jeg, men ingen svarede. "Jeg er ked af at forstyrre, men jeg er faldet af min hest, og jeg har brug for at låne en telefon, så jeg kan ringe hjem." Stadig ikke en lyd. Nede for enden af hal'en stod en dør på klem, og så vidt jeg kunne skimte førte den ind til en stue.
Måske var der en telefon der, tænkte jeg og anstrengte mig inderligt for at tænke positive tanker.
"Bondemanden er sikkert ude for at fodre dyr, og hvis han kommer, må jeg jo bare forklare ham, at det var en nødsituation." Jeg gik hurtigt forbi de udstoppede hoveder af gazeller, zebraer, bisoner, som stirrede ud i luften med et tomt blik. Der lugtede indeklemt, og jeg følte næsten, jeg kunne smage støvet og se det hvirvle rundt i luften.
Et pludseligt vindpust fejede valmuen ned fra skænken, og et af bladene knækkede af i mødet med det hårde betongulv. Jeg samlede den forsigtigt op og lagde den på plads foran billedet. Og billedet - jeg troede ikke mine egne øjne. og jeg mærkede, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Det var mig selv på billedet.
Håret var bundet op i en knold, og kjolen lignede noget fra min mormors tid, men på trods af det og på trods af, at fotoet var sort/hvid og sløret, var jeg ikke i tvivl. Det var virkelig mig selv. Men hvordan kunne det gå til? Jeg var lamslået og husker ikke, hvor længe jeg stod og stirrede på billedet for at skabe mening i noget, der ikke kunne forklares.
"Ja, hun er fin er hun ikke", lød det pludselig bag mig.
Jeg snublede over et gammelt dæk på gårdspladsen. Mit hoved må have ramt en sten, for jeg husker kun, at stjernerne på himlen blev utydelige og så blev alting sort. Da jeg kom til mig selv, lå jeg på en sofa, der lugtede - ja nærmest stank - af sur cigar.
Jeg satte mig op med et sæt og kiggede mig omkring. Rummet var fyldt med gamle sager. Billeder, dåser og gamle breve lå stablet op langs væggene og på et fad brændte fem små fyrfadslys. Jeg kunne ikke se hele rummet, og jeg blev grebet af angst, da det gik op for mig, at jeg måtte befinde mig i den gamle dames hus. Endnu mere skræmmende var det, at jeg ikke kunne se nogen dør i rummet. Jeg rejste mig og gik ind i mørket. Jeg famlede mig frem og var næsten nået frem til enden af rummet, da jeg hørte skridt et sted fra. De kom tættere på og stoppede så op, som om de kom fra den anden side af væggen. Jeg gik baglæns, indtil jeg pludselig mærkede en anden persons nærvær bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og så en mørk silhuet af den gamle dame. Hun rakte hånden ud mod min kind, og jeg følte, at min krop frøs til is, da hun rørte mig. Jeg kunne ikke bevæge mig.
"Nå, min pige - har du det bedre?", spurgte hun.
Jeg nikkede ivrigt og håbede bare, at hun ville flytte sig lidt til siden, så jeg kunne komme ud.
"Ja, det var jo et ordentlig gok, du der fik. Jeg tror faktisk, at du har sovet i næsten en uge."
"Det kan da ikke passe", stammede jeg. Hun smilede og gik hen mod et vindue. Med et hurtigt ryk, trak hun de tunge olivengrønne stofgardiner til side, og dagslyset strømmede ind i rummet med en sådan kraft, at jeg måtte skærme for mine øjne med hænderne.
Hun havde ret - jeg havde virkelig været bevidstløs i længere tid, end jeg havde troet. Men hvis hun havde holdt mig i live i så lang tid, så måtte min frygt for hende jo være ubegrundet. Havde jeg virkelig taget så meget fejl? Var hun blot en sød gammel dame. Jeg fik dårlig samvittighed.
"Og mine forældre - har du talt med mine forældre? De må være syge af bekymring over mig, hvis jeg har været væk så længe."
Hun rakte mig et glas vand og strøg mig over håret.
Jeg drak en smule og mærkede, hvor tør jeg var i munden. Vandet havde en underlig eftersmag af jern.
"Min kære ven. Jeg har jo ikke vidst, hvordan jeg skulle få fat i dine forældre, når jeg ikke engang ved, hvem du er."
"Men Politiet da, har du ikke ringet til Politiet? De kunne vel hjælpe med at få fat i mine forældre." Jeg gik hen mod en lille sort dør, som var kommet til syne i dagslyset. Fast besluttet på at finde en telefon.Men i det samme svimlede alting for mig. Samme fornemmelse, som når man rejser sig for hurtigt - bare dobbelt så stærk. Jeg måtte sætte mig ned på hug, og jeg mærkede et par arme, der slæbte mig hen på sofaen.
"Du har fået et hårdt slag min ven, jeg tror, du trænger til at hvile dig kære Sofie."
Inden jeg atter mistede bevidstheden, nåede jeg at mumle:
"Mit navn - du kender jo mit navn."
"Sofie, kan du høre mig?"
Jeg hørte først stemmen langt væk, og langsomt kom den tættere på. Mit hoved gjorde ondt, men en varm hånd strøg mig over panden. Det var rart og for en stund havde jeg glemt alt, hvad der var sket.
"Sofie, det er mig mor. Kan du høre mig?"
Jeg slog øjnene op og kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Aldrig før havde jeg været så glad for at se min mors milde ansigt. Jeg græd af lykke og krammede hende inderligt.
"Men hvordan er jeg kommet hjem", spurgte jeg.
"Ja, du faldt jo af hesten og far fandt dig liggende i en grøft. Lægen siger, at du har slået hovedet kraftigt, så du skal blive liggende i sengen de næste par dage. Det var en slem forskrækkelse for os alle sammen. Vi ledte efter dig i fem timer, før vi fandt dig. Arme stakkel."
"Men hvad med den gamle dame. Hun bedøvede mig jo og kendte mit navn. Hvem var hun, og hvor er hun nu?"
Mit hoved var ved at eksplodere af spørgsmål. Men min mor så på mig med et blik, der fortalte alt. Hun forstod overhovedet ikke, hvad jeg talte om.
Igen og igen fortalte jeg mine forældre historien om den mystiske gamle dame, men de sagde, at jeg havde slået hovedet kraftigt, og at det aldrig var sket. Til sidst bad jeg min far om at køre mig ud ad den vej, hvor jeg fandt gården. Vi kørte langsomt forbi stedet, hvor jeg faldt af hesten og videre af den vej, jeg var gået. Endelig kom vi til gården, og det gysede i mig. Men jeg ville finde ud af, hvem den gamle dame var. Og endnu vigtigere - jeg ville bevise over for mine forældre, at jeg ikke bare havde digtet det hele.
Gårdspladsen var tom og huset så helt forladt ud. Men det var det ikke.
En ung mand kom ud af huset, og min far forklarede ham alt, hvad jeg havde fortalt.
Han slog en latter op og forklarede, at han havde boet alene i huset de sidste 10 år.
Jeg begyndte at tvivle på, om jeg virkelig bare havde drømt det hele, da jeg blev slået bevidstløs.
Men hvordan kunne jeg så vide, hvor huset lå?
Min far undskyldte mange gange og vi satte os ind i bilen for at køre hjem. Han kyssede mig på panden og bad mig om at glemme det hele. Det lovede jeg ham og blev straks i bedre humør. Det betød ikke noget, hvad der var sket. Det interesserede mig pludselig ikke længere. Heller ikke selvom jeg synes, jeg så nogen kigge ud på os, da vi forlod gårdspladsen..
Mine hænder rystede, da jeg skubbede døren op og forsigtigt råbte ind i den tomme hal. På væggene hang trofæer af udstoppede, eksotiske dyr og på en lille skænk brændte et stearinlys. Ved siden af stearinlyset stod en gammel fotoramme, og en frisk valmue var nænsomt lagt foran det, som var det et sydlandsk alter. "Hallo, råbte jeg, men ingen svarede. "Jeg er ked af at forstyrre, men jeg er faldet af min hest, og jeg har brug for at låne en telefon, så jeg kan ringe hjem." Stadig ikke en lyd. Nede for enden af hal'en stod en dør på klem, og så vidt jeg kunne skimte førte den ind til en stue.
Måske var der en telefon der, tænkte jeg og anstrengte mig inderligt for at tænke positive tanker.
"Bondemanden er sikkert ude for at fodre dyr, og hvis han kommer, må jeg jo bare forklare ham, at det var en nødsituation." Jeg gik hurtigt forbi de udstoppede hoveder af gazeller, zebraer, bisoner, som stirrede ud i luften med et tomt blik. Der lugtede indeklemt, og jeg følte næsten, jeg kunne smage støvet og se det hvirvle rundt i luften.
Et pludseligt vindpust fejede valmuen ned fra skænken, og et af bladene knækkede af i mødet med det hårde betongulv. Jeg samlede den forsigtigt op og lagde den på plads foran billedet. Og billedet - jeg troede ikke mine egne øjne. og jeg mærkede, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Det var mig selv på billedet.
Håret var bundet op i en knold, og kjolen lignede noget fra min mormors tid, men på trods af det og på trods af, at fotoet var sort/hvid og sløret, var jeg ikke i tvivl. Det var virkelig mig selv. Men hvordan kunne det gå til? Jeg var lamslået og husker ikke, hvor længe jeg stod og stirrede på billedet for at skabe mening i noget, der ikke kunne forklares.
"Ja, hun er fin er hun ikke", lød det pludselig bag mig.
Jeg snublede over et gammelt dæk på gårdspladsen. Mit hoved må have ramt en sten, for jeg husker kun, at stjernerne på himlen blev utydelige og så blev alting sort. Da jeg kom til mig selv, lå jeg på en sofa, der lugtede - ja nærmest stank - af sur cigar.
Jeg satte mig op med et sæt og kiggede mig omkring. Rummet var fyldt med gamle sager. Billeder, dåser og gamle breve lå stablet op langs væggene og på et fad brændte fem små fyrfadslys. Jeg kunne ikke se hele rummet, og jeg blev grebet af angst, da det gik op for mig, at jeg måtte befinde mig i den gamle dames hus. Endnu mere skræmmende var det, at jeg ikke kunne se nogen dør i rummet. Jeg rejste mig og gik ind i mørket. Jeg famlede mig frem og var næsten nået frem til enden af rummet, da jeg hørte skridt et sted fra. De kom tættere på og stoppede så op, som om de kom fra den anden side af væggen. Jeg gik baglæns, indtil jeg pludselig mærkede en anden persons nærvær bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og så en mørk silhuet af den gamle dame. Hun rakte hånden ud mod min kind, og jeg følte, at min krop frøs til is, da hun rørte mig. Jeg kunne ikke bevæge mig.
"Nå, min pige - har du det bedre?", spurgte hun.
Jeg nikkede ivrigt og håbede bare, at hun ville flytte sig lidt til siden, så jeg kunne komme ud.
"Ja, det var jo et ordentlig gok, du der fik. Jeg tror faktisk, at du har sovet i næsten en uge."
"Det kan da ikke passe", stammede jeg. Hun smilede og gik hen mod et vindue. Med et hurtigt ryk, trak hun de tunge olivengrønne stofgardiner til side, og dagslyset strømmede ind i rummet med en sådan kraft, at jeg måtte skærme for mine øjne med hænderne.
Hun havde ret - jeg havde virkelig været bevidstløs i længere tid, end jeg havde troet. Men hvis hun havde holdt mig i live i så lang tid, så måtte min frygt for hende jo være ubegrundet. Havde jeg virkelig taget så meget fejl? Var hun blot en sød gammel dame. Jeg fik dårlig samvittighed.
"Og mine forældre - har du talt med mine forældre? De må være syge af bekymring over mig, hvis jeg har været væk så længe."
Hun rakte mig et glas vand og strøg mig over håret.
Jeg drak en smule og mærkede, hvor tør jeg var i munden. Vandet havde en underlig eftersmag af jern.
"Min kære ven. Jeg har jo ikke vidst, hvordan jeg skulle få fat i dine forældre, når jeg ikke engang ved, hvem du er."
"Men Politiet da, har du ikke ringet til Politiet? De kunne vel hjælpe med at få fat i mine forældre." Jeg gik hen mod en lille sort dør, som var kommet til syne i dagslyset. Fast besluttet på at finde en telefon.Men i det samme svimlede alting for mig. Samme fornemmelse, som når man rejser sig for hurtigt - bare dobbelt så stærk. Jeg måtte sætte mig ned på hug, og jeg mærkede et par arme, der slæbte mig hen på sofaen.
"Du har fået et hårdt slag min ven, jeg tror, du trænger til at hvile dig kære Sofie."
Inden jeg atter mistede bevidstheden, nåede jeg at mumle:
"Mit navn - du kender jo mit navn."
"Sofie, kan du høre mig?"
Jeg hørte først stemmen langt væk, og langsomt kom den tættere på. Mit hoved gjorde ondt, men en varm hånd strøg mig over panden. Det var rart og for en stund havde jeg glemt alt, hvad der var sket.
"Sofie, det er mig mor. Kan du høre mig?"
Jeg slog øjnene op og kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Aldrig før havde jeg været så glad for at se min mors milde ansigt. Jeg græd af lykke og krammede hende inderligt.
"Men hvordan er jeg kommet hjem", spurgte jeg.
"Ja, du faldt jo af hesten og far fandt dig liggende i en grøft. Lægen siger, at du har slået hovedet kraftigt, så du skal blive liggende i sengen de næste par dage. Det var en slem forskrækkelse for os alle sammen. Vi ledte efter dig i fem timer, før vi fandt dig. Arme stakkel."
"Men hvad med den gamle dame. Hun bedøvede mig jo og kendte mit navn. Hvem var hun, og hvor er hun nu?"
Mit hoved var ved at eksplodere af spørgsmål. Men min mor så på mig med et blik, der fortalte alt. Hun forstod overhovedet ikke, hvad jeg talte om.
Igen og igen fortalte jeg mine forældre historien om den mystiske gamle dame, men de sagde, at jeg havde slået hovedet kraftigt, og at det aldrig var sket. Til sidst bad jeg min far om at køre mig ud ad den vej, hvor jeg fandt gården. Vi kørte langsomt forbi stedet, hvor jeg faldt af hesten og videre af den vej, jeg var gået. Endelig kom vi til gården, og det gysede i mig. Men jeg ville finde ud af, hvem den gamle dame var. Og endnu vigtigere - jeg ville bevise over for mine forældre, at jeg ikke bare havde digtet det hele.
Gårdspladsen var tom og huset så helt forladt ud. Men det var det ikke.
En ung mand kom ud af huset, og min far forklarede ham alt, hvad jeg havde fortalt.
Han slog en latter op og forklarede, at han havde boet alene i huset de sidste 10 år.
Jeg begyndte at tvivle på, om jeg virkelig bare havde drømt det hele, da jeg blev slået bevidstløs.
Men hvordan kunne jeg så vide, hvor huset lå?
Min far undskyldte mange gange og vi satte os ind i bilen for at køre hjem. Han kyssede mig på panden og bad mig om at glemme det hele. Det lovede jeg ham og blev straks i bedre humør. Det betød ikke noget, hvad der var sket. Det interesserede mig pludselig ikke længere. Heller ikke selvom jeg synes, jeg så nogen kigge ud på os, da vi forlod gårdspladsen..
søndag den 20. april 2014
Stalker - manden i mørket.
Jeg vågnede med et kvalt skrig, overrasket over at finde ham stående over mig.
Stalker, klædt i sort som altid.
Det er rigtig, jeg har set ham før, men aldrig helt tæt på. Han ser på mig fra en formørket døråbning, Igennem vinduerne, han sidder og overvåger mig fra sin bil, når jeg kommer hjem med metroen. Han står på det modsatte fortov, og iagttager mig når jeg venter på bussen.
For det meste er jeg over det med at være bange. I begyndelsen var jeg rædselsslagen. Dobbelt - og triple- boltede dørene, sømmede vinduerne til med træ, jeg var villig til at tage mine chancer og at brænde op i en husbrand, så længe han ikke kunne komme ind til mig.
Jeg var bange for, at han havde fået adgang til huset, imens jeg var ude. Jeg tjekkede alle kroge og hjørner, og steder, han umuligt kunne være. Min hektiske fantasi gav ham overmenneskelige kræfter.
Jeg købte pistolen for lang tid siden. Jeg plejede at bære den overalt, selv rundt i huset, men den ligger i en skuffe nu og samler støv. Hvem ved, om den virker overhovedet virker længere? Har kugler en udløbsdato som medicin og batterier? Gætter på at det er lidt for sent at Google det nu.
Du ved hvad de siger: efter et stykke tid du kan vænne dig til alt, selv en dyster fremmede i sort hætte der iagttager enhver bevægelse du laver. Okay, ingen siger den sidste del, men jeg siger det. Jeg mener, jeg har stadig et liv at leve. Arbejde, regninger, fester, planer.
Selvom mit dating liv er ikke så stort, det er svært at være intim med nogen, når der altid er nogen der iagttager en.
Efter et stykke tid begyndte jeg at forestille mig, at min stalker var en skytsengel. I det heletaget er mit liv rigtig godt. Selvom jeg bor i en ikke så stor del af byen, er jeg aldrig blevet overfaldet, ikke engang i de mørke undergrunds tunneler sent om natten. Måske er min stalker en god fyr. Måske alle har én; de er bare alt for pakket ind i sig selv til at lægge mærke til det.
Han ser ikke så beskyttende ud lige nu, nærmere truende over mig. Hvordan kunne han selv komme ind? Har jeg været så selvtilfreds, at jeg glemte at låse døren? Nu føler jeg mig pludselig uovervindelig, fortæller han mig at han beskytter mig? at han stå vagt hver nat, og jeg har bare aldrig vågnet op før?
I alle disse år, har jeg aldrig set hans ansigt. Selv nu, det er for mørkt. Han er for mørk. Måske har han ikke et ansigt, bare sorthed, ligesom manden med leen...
"Få det overstået, eller lad mig komme tilbage til søvnen. " Det kom ikke ud lige så insisterende ud som jeg håbede. Nærmere med en hæs stemme. Alligevel vender han om, og bevæger sig væk i mørket.
Han lukkede hoveddøren bag sig; Jeg hørte lyden af låsen.
Endelig regnede jeg det ud:
Han har altid haft nøglen.
Stalker, klædt i sort som altid.
Det er rigtig, jeg har set ham før, men aldrig helt tæt på. Han ser på mig fra en formørket døråbning, Igennem vinduerne, han sidder og overvåger mig fra sin bil, når jeg kommer hjem med metroen. Han står på det modsatte fortov, og iagttager mig når jeg venter på bussen.
For det meste er jeg over det med at være bange. I begyndelsen var jeg rædselsslagen. Dobbelt - og triple- boltede dørene, sømmede vinduerne til med træ, jeg var villig til at tage mine chancer og at brænde op i en husbrand, så længe han ikke kunne komme ind til mig.
Jeg var bange for, at han havde fået adgang til huset, imens jeg var ude. Jeg tjekkede alle kroge og hjørner, og steder, han umuligt kunne være. Min hektiske fantasi gav ham overmenneskelige kræfter.
Jeg købte pistolen for lang tid siden. Jeg plejede at bære den overalt, selv rundt i huset, men den ligger i en skuffe nu og samler støv. Hvem ved, om den virker overhovedet virker længere? Har kugler en udløbsdato som medicin og batterier? Gætter på at det er lidt for sent at Google det nu.
Du ved hvad de siger: efter et stykke tid du kan vænne dig til alt, selv en dyster fremmede i sort hætte der iagttager enhver bevægelse du laver. Okay, ingen siger den sidste del, men jeg siger det. Jeg mener, jeg har stadig et liv at leve. Arbejde, regninger, fester, planer.
Selvom mit dating liv er ikke så stort, det er svært at være intim med nogen, når der altid er nogen der iagttager en.
Efter et stykke tid begyndte jeg at forestille mig, at min stalker var en skytsengel. I det heletaget er mit liv rigtig godt. Selvom jeg bor i en ikke så stor del af byen, er jeg aldrig blevet overfaldet, ikke engang i de mørke undergrunds tunneler sent om natten. Måske er min stalker en god fyr. Måske alle har én; de er bare alt for pakket ind i sig selv til at lægge mærke til det.
Han ser ikke så beskyttende ud lige nu, nærmere truende over mig. Hvordan kunne han selv komme ind? Har jeg været så selvtilfreds, at jeg glemte at låse døren? Nu føler jeg mig pludselig uovervindelig, fortæller han mig at han beskytter mig? at han stå vagt hver nat, og jeg har bare aldrig vågnet op før?
I alle disse år, har jeg aldrig set hans ansigt. Selv nu, det er for mørkt. Han er for mørk. Måske har han ikke et ansigt, bare sorthed, ligesom manden med leen...
"Få det overstået, eller lad mig komme tilbage til søvnen. " Det kom ikke ud lige så insisterende ud som jeg håbede. Nærmere med en hæs stemme. Alligevel vender han om, og bevæger sig væk i mørket.
Han lukkede hoveddøren bag sig; Jeg hørte lyden af låsen.
Endelig regnede jeg det ud:
Han har altid haft nøglen.
Dukken
For mange år siden, døde der en kvinde på tragisk vis.
Hun havde en besættelse af dukker, og blev kaldt heks for at forgude disse dukker som hendes børn.
Folk sagde at hun snakkede med dem, som om de ville tale tilbage til hende.
Disse dukker blev brændt på bålet sammen med deres moder, men kun en dukke overlevede branden.
I en villa nær en gammel sø, boede en lille pige ved navnet Ida.
Ida var som de fleste små piger, rigtig glad for dukker, og da Ida var en meget forkælet lille pige,
sørgede hendes forældre for at hun altid fik alt hvad hun pegede på, hvad end det så måtte koste.
Ida og hendes familie skulle besøge en nær slægtning i den anden ende af landet, og skulle på en lang køretur. Da de havde kørt over halvvejs, insisterede Ida på at de skulle stoppe. Hun var tørstig, og havde brug for en tissepause. Forældrene fandt en gammel tankstation og holdt derefter ind.
Ved siden af tankstationen lå en lille antik butik, ejet af en ældre dame.
Idas nysgerrighed blussede straks op, og hun måtte bare ind og lurer lidt.
Den lille antik butik var fyldt med en masse skrammel, halvdelen af tingene var overfyldt med støv og spindelvæv. Men da Ida gik en af den gamle trædør, hørte hun en lille nynnen.
Hun blev med det samme fanget af den smukke lyd, og fulgte den smukke sang til et baglokale.
Hun fulgte stadig lyden og den bragte hende hen til en stor og gammel æske.
Ida åbnede æsken og inden i lå en støvet dukke. Ida udbrød "var det dig der sang til mig?".
Nynnen var stoppet, og tilbage stod hun med en gammel nedslidt dukke, som var viklet ind i et tyndt silkestof.
Idas forældre kom farende, da de i frygt for at have mistet hende, havde ledt overalt på grunden.
Ida viste dem dukken og sagde at den ville hun have med hjem. Hendes forældre var skeptiske,
hvad ville hun dog med sådan en gammel og grim dukke? Men de overgav sig selvfølgelig til den stædig lille pige.
I det samme de forlod rummet, kunne Ida mærke end kold hånd på hendes skulder. Hun frøs i chok.
"Tager du den dukker, hjemtager du forbandelsen" hørte hun en gammel stemme sige.
"Du vil lide i smerte og pine, og gentage alle de pinsler dukken har medbragt sig"
Ida rev sig løs, "SLIP MIG" råbte hun. Hendes forældre kastede den gamle dame en skilling,
og de skyndte derefter sig derfra.
Da de ankom hos den nære slægtning, var det blevet mørkt. Månen havde banet sig vej igennem skyerne og det var tid til at Ida skulle i seng. Hendes far satte hendes nye dukke på sengekanten, tændte et lille lys, kyssede Ida godnat og forlod lokalet.
Klokken var 3:00 om natten, og Ida vågnede stille fra sin dybe søvn.
i lokalet spredte der sig en stille nynnen, og hun kiggede straks over på sin nye dukke.
Dukken, der førhen havde kigget imod døren, stirrede nu direkte ind i Idas forskrækkede øjne.
Dukken begyndte så småt at røre på sig, og Ida skreg. Skreg af sine fulde lunger.
"nnnnnnnnnh..nhhhh.. Ida, nu skal du høre, nhhhh, nhhhh, hvad du skal gøre.."
Derefter sortnede det for Ida.
Hun kunne mærke en overtagelse af sin krop, hun kunne mærke dukken kravle over dynen, tættere på hendes ansigt, og hun kunne mærke lammelsen af sin stive chokket krop.
I mørket kravlede hun nu ud af sengen, dukken nynnede sin sang og Ida gik imod det værelse hvor hendes forældre sov, da Ida åbnede døren til deres soveværelse, begyndte hun at grine en stille latter, og gå tættere på hendes forældre.
Hun kravlede op på sengen, og derefter flænsede og sluprede hun deres kød i sig. Umættelig og tørstig efter blod, mærkede hun pludselig en kniv i ryggen.
Næste morgen, ankom politiet til gerningsstedet, og arresterede manden som boede der,
for mord på sin familie. Og dukken - den var sporløst forsvundet.
Abonner på:
Opslag (Atom)















