mandag den 21. marts 2016

Tågesøen *af Stefan Frellos

Martin kunne godt lide piger. Det var der jo sådan set ikke noget mærkeligt ved. Martin var jo ung, og alle unge mænd kan jo godt lide piger - eller - de fleste kan. Martin var ligesom de fleste, og nu havde han allerede været kærester med Iris i over et år. De var så småt begyndt at snakke om at flytte sammen. Eller rettere - det var Iris, der snakkede om det. Martin var ikke så sikker på, om han havde lyst. Indimellem var han ikke engang helt sikker på, om han egentlig rigtig var forelsket i Iris; eller om det bare var noget, han bildte sig ind.
           Rundt om den lille sø i nærheden, lå et lavt, fugtigt og tåget engdrag. Mellem engen og søen løb en lille sti. De unge kunne godt lide at gå tur ad stien om aftenen; det var så romantisk. Stien førte ikke rigtigt nogen steder hen, og som regel kunne man gå i fred.
          Martin og Iris havde været til dans på kroen lørdag aften, og det var blevet sent. Faktisk var der ikke så længe til solopgang. 

          “Lad os lige gå en lille tur ad søstien, inden vi går hjem,” sagde Iris.
          Martin syntes, at det var noget romantisk pjat og tidsspilde. Han ville hellere bare hjem og sove. Men Iris ville så gerne, og han sagde ja for at gøre hende glad. Også for at slippe for at diskutere det. Nu gik de så her og kiggede ud over den stille sø, hvor morgentågen lå i store klatter.
          Foran dem gik en lille gruppe mennesker. Det var vel tre, der også havde været til krobal og nu gik en lille tur, inden de skulle hjem. Martin holdt Iris lidt tilbage. De tre foran dem gik meget langsomt, og han ville helst ikke indhente dem; det var så akavet at skulle gå forbi hinanden på den smalle sti. 

          Indimellem var Martin og Iris nødt til at standse for at holde afstanden til de tre foran. Nu stod de tre helt stille, og pludselig vendte de sig om og gik tilbage ad stien. Martin og Iris gik fremad, og idet de passerede dem, lagde de mærke til, at det var tre unge piger. Martin vende sig halvt for at se efter dem; men Iris trak lidt irriteret i ham.
          “Hvad kigger du efter,” sagde hun. “Du skal ikke gå og kigge efter piger. Og slet ikke når du er sammen med mig.” 

          Martin mumlede noget, der skulle lyde som en undskyldning, og de fortsatte et stykke længere frem ad stien. Så vendte de om og gik tilbage.
          Snart så de igen de tre piger. De var ved at stige ombord i en båd, der lå ved søen. Martin tænkte et øjeblik på, at det var underligt, hvor den båd kom fra. Han var sikker på, at den ikke havde ligget der, da de kom forbi for et øjeblik siden. Da de tre piger var kommet op i båden, roede de ud på den stille sø, og snart var de forsvundet i tågen.
          Nu dukkede solen op og sendte sine første spæde stråler ud over søen. Da den kom lidt højere op, spredte den så småt tågen. Martin og Iris var standset op for at betragte det smukke syn af tågen, der lettede fra søen. Men nu lagde Martin mærke til noget underligt: båden med de tre piger var væk. Man burde kunne se den, derfra hvor de stod. Søen var ikke særlig stor, og man kunne se det meste af den fra stien. Båden var jo lige lagt fra land, så den kunne ikke være nået ret langt ud, men væk var den. 

          “Det var da underligt, hvor blev de af?” sagde Martin og kiggede på Iris.
          “Ja, det kunne du lide at vide, din skørtejæger,” sagde Iris surt. “Kom, så går vi hjem. Det er da lige meget, hvor de blev af.” Hun var godt irriteret. Hvorfor var Martin så interesseret i en flok dumme piger?

Martin vidste ikke rigtig med Iris. Hun blev ved med at snakke om, at de skulle flytte sammen, at de skulle giftes, at de skulle have børn og alt sådan noget. Men Martin vidste ikke rigtigt. Hvorfor kunne hun ikke bare tage det roligt? Hvad havde hun så travlt for? Måske skulle han bare sige til hende, at han ikke ville være kærester med hende mere. Men var også svært; hun ville garanteret blive sur.
          Martin begyndte at gå tur alene langs søen tidligt om morgenen. Han havde bildt Iris ind, at det var fordi, han skulle møde tidligt på arbejde. Noget med skiftehold og overarbejde. Men i virkeligheden brød han sig ikke om at være sammen med hende; og han forsøgte på alle måder at undgå hende. På den anden side ville han heller ikke såre hende. Hun blev ved at snakke om bryllup og børn, og Martin vidste ikke, hvordan han skulle få hende fortalt, at han ikke ville.
          Martin havde meget at tænke over, på sine morgentidlige ture langs søen. Og så en tågemorgen så han igen de tre piger. De gik tavse ad stien langs søen, og han så dem stige om bord i båden og ro ud i tågen. Han standsede op og kiggede efter dem; men da solen snart efter stod op og spredte tågen, var båden væk. 

          Oftere og oftere måtte Martin ned til søen. Efterhånden kunne han ikke tænkte på andet end de tre piger i båden, som forsvandt i tågen. Og så endelig så han dem igen.
          “Hallo!” råbte han. Han syntes godt nok, det lød underligt. Han havde aldrig råbt ‘Hallo’ før; men på en eller anden sær måde følte han, at det var det eneste rigtige at råbe i denne situation.
          De tre piger, der netop var ved at stige ombord i båden, vendte deres smilende ansigter imod ham, og nu så han, at de var vidunderligt smukke.
          “Hallo! Øh - jeg mener - må jeg sejle med?”
          Martin var overrasket over sig selv. Han havde ikke ventet, at han ville turde spørge så direkte; men det var, som om det var meningen, at han skulle spørge sådan. Som om det var det, pigerne havde ventet på.
          Uden at svare trådte pigerne ned i båden; men i stedet for at sejle ud på søen, som de plejede, sad de og kiggede opmuntrende op til Martin. Han gik hen til båden og trådte forsigtigt op i den. Så roede pigerne båden ud på søen, og den forsvandt i en tågebanke.
  
Som alle andre undrede Iris sig meget over, hvor Martin var blevet af. Men en tidlig morgen, da hun gik tur langs søen, så hun de tre piger. De stirrede så underligt på hende, og så forstod hun, at de havde taget hendes kæreste. Martin var tabt for hende, og hun aldrig ville få ham at se igen.


torsdag den 8. oktober 2015

Det tomme opkald.


I Marts måned tog Raj til Dubai med sin kone Seema.
De vendte tilbage i slutningen af April efter en fantastisk ferie.

Efter udrejsen besluttede de sig for at holde en fest for venner og bekendte, for at dele deres oplevelser og billeder fra deres rejse. Rajs telefon ringede pludselig midt i festen - men ingen svarede da han tog telefonen. Dette fortsatte hele aftenen, men da det bare blev ved og ingen svarede når han tog den, besluttede han sig for at slukke telefonen resten af aftenen.

Næste aften sad Raj fast på kontoret, da telefonen derhjemme igen begyndte at ringe. Rajs kone tog hjemmetelefonen, men ingen reagerede. Seema diskuterede episoden med Raj, men de besluttede at ignorere det. Opkaldene fortsatte i mange dage, og så fik de nok. De besluttede sig for at undersøge opkaldene og personen der blev ved med at chikanere dem. Raj fandt til sidst frem til en person og sammenhængen mellem nummeret og de tomme opkald. Han blev rasende og irriteret, da nummeret der havde kimet ham ned det sidste stykke tid var nummeret til det alderdomshjem han havde afleveret sin mor i sin tid.



Raj indså at det er hans mor der kimede ham ned. Han tog ned til alderdomshjemmet for at skælde sin mor ud. Han var så vred at han ikke engang bad om at se sin mor, men gik direkte til administratorens kontor. Han brokkede, skældte og klagede sig til chefen.

Hr. Sharma der var afdelingschef sagde: "Det er umuligt at det er hende Raj, for hun døde i Marts måned, og vi har forsøgt at ringe til jer gentagende gange, men vi har ikke kunne få kontakt. Vi har ikke haft jeres hjemmenummer. Men det sidste ønske hun havde var at høre din stemme.."

onsdag den 7. oktober 2015

14 kølige gys. Tør du sove efter at have læst dem?















Godnathistorie: Alene i dobbeltsengen

Hvis du sover alene om natten, bør du aldrig sove i en dobbeltseng. Hvis du gør, bør du aldrig bare sove i den ene side af dobbeltsengen. Det siges at i den mørke nat, mens du sover i den ene side af dobbeltsengen, vil du fornemme tilstedeværelsen af nogen eller noget komme snigende ind i dit soveværelse. 

Den første nat det sker, vil det bare ligge sig ned på gulvet ved siden af ​​din seng, og du vil kunne høre dybe vejrtrækninger. 

Den næste nat, vil det ligge sig ved siden af ​​dig i sengen. Du vil høre den dybe vejrtrækning helt tæt på og mærke dens åndedræt imod din hals. 

Hvis du tillader at det fortsætte i en tredje nat, vil du blive vækket midt om natten og din seng vil ryste. Den vil ryste så vildt at madrassen vil begynde at hoppe. Fordi den ting vil begynde at hoppe op og ned i din dobbeltseng.

Uanset hvad du gør, så lad den ikke vide at du ikke sover.

søndag den 27. april 2014

Godnathistorie: Håndaftrykket

Da en mand trådte ud af sit badekar, bemærkede han nogle små fingeraftryk på sit spejl over håndvasket.

Manden boede helt alene i huset, og havde altid boet der alene.

Skræmt, forsøgte han at tørre fingeraftrykkene væk, men til sin store skræk opdagede han at aftrykkene stammede fra den anden side af spejlet. 

Videokameraet

For et par år siden var der en ung mand ved navn Brian, som gik på universitetet.
Han havde ikke penge nok til at bo på universitetet så han måtte leje en lille lejlighed i byen.

Efter at han havde levet der alene i et stykke tid, begyndte han at lægge mærke til at der skete nogle underlige ting i lejligheden. Ofte når han kom tilbage fra universitetet var gardinerne i soveværelset trukket for, selvom han tydeligt huskede at han efterlod dem trukker fra da han tog i skole om morgenen.
Nogle af hans ejendele var også flyttet, og andre var helt sportløst forsvundet.

De mærkelige tilfældige hændelse begyndte at gøre Brian en smule skræmt, så den unge mand besluttede sig for at snakke med sine venner Trisha og Alex om hændelserne.
De mødtes over en kop kaffe på den lokale Café, og han fortalte om alle de mærkelige ting som han havde bemærket.

"Måske er jeg bare Paranoid" Sagde Brian. "Men jeg har bare en frygtelig mistanke om at nogen bryder ind i min lejlighed når jeg er afsted om dagen, Og.."

"Og hvad?" Afbrød Alex. "Pille ved dine gardiner og flytte dine ting rundt? Hvem i deres rette sind ville gide at bruge sin tid på at gøre det?"

"Det lyder vanvittigt, men du har måske en stalker", Sagde Trisha. "Det er jo en mulighed, og hvis det er sandt, tror jeg at det er bedst at kontakte politiet".

"Hvad kan politiet gøre?", Spurgte Alex. "De gider ikke bruge deres tid på at holde din lejlighed under opsyn. Desuden er der hverken skader på nogle af dine ting eller nogle tegn på indbrud. Kort sagt, er der ingen beviser".

"Så hvilke muligheder har jeg så?" udbrød Brian. "Jeg kan jo ikke bare gøre ingenting".

"Jeg ved hvordan du kan opklare det", sagde Trisha. "Det er nemt. Bare få dig et videokamera, og så sæt det op i soveværelset og lad det køre når du er afsted om dagen. Hvis du virkelig har en stalker, kan du vise båndet til politiet som bevismateriale!".

"Det er en rigtig god idé" Sagde Brian.

"Og hvis du virkelig bare er paranoid og skør, kan du vise båndet til din psykiater", grinede Alex.

Den nat lånte Brian Trishas videokamera med hjem. Og allerede næste morgen gemte han det diskret under nogle mapper på skrivebordet. Før han tog afsted, trykkede han på optag knappen og forlod lejligheden.

I løbet af dagen imens han sad og tog nogle noter til et foredrag, glemte Brian alt om videokameraet. Det var først da han kom hjem og gik ind i sit soveværelse, at han huskede hans plan. Han tog videokameraet ud af skjulestedet, og trykkede på stopknappen.
Så tog han sin mobil frem og ringede til Trisha.

"Hey Trisha", sagde han. "Jeg er lige kommet hjem, og tjekker videoen om lidt".
"Cool", svarede Trisha. "Du skal ikke lægge på, sig hvis du ser noget".

Han trykkede play og så optagelsen på videokameraets lille skærm. Han så sig selv forklade lokalet og lukke døren til soveværelset. Så skete der ikke mere. Han spolerede hurtigt frem og kiggede videoen igennem. Rummet var bare tomt.

"Stadig ingenting", sagde han.

"Jeg venter bare med", svarede Trisha. "Der er alligevel ikke noget der er værd at se i fjernsynet".

"OH MY GOD!", råbte Brian da han trykkede play på kameraet.

"Hvad? Hvad?", spurgte Trisha skræmt.

"Døren åbner!", sagde Brian. "Det er en kvinde.."

"Hvad laver hun?", spurgte Trisha.

"Hun står der bare, så lukker hun døren og begynder at gå rundt.."

"OH my god! Så underligt! Hvordan ser hun ud?"

"Jeg kan ikke se hendes ansigt. Langt og sort uglet hår, ødelagt kjole.."

"Kender du hende?"

"Nej, jeg kan ikke genkende hende.. Hun har en kniv.. En stor køkkenkniv.. Hun.. Hun.. Hun går igennem min papirkurv.. Nu tager hun mit tøj op og snuser til det.."

"Ad, klamt! Hvad er der galt med hende?"

"Hun går hen imod skabet.. Og går nu ind i skabet!"

"Spol frem og se om hun gør noget andet"

"Har spolet et godt stykke tid, men værelset er tomt"

"Du ved hvad det betyder.." Sagde Brian. "Jeg har beviserne nu. Jeg kan gå til politiet og de vil tage mig seriøst med denne video!"

"Det ved jeg", svarer Trisha. "Det bliver de nød til"

"Alex flipper helt ud når han ser det her!"

"Ingen tvivl om det, han troede jo ikke på dig. Men det gjorde jeg."

"Ja, jeg kender dig, du er altid sådan en god ven.. OH MY GOD!"

"Hvad? Hvad?!" 

Brian trykkede på play.

"Døren åbner igen!" svarede Brian.

"Hvem er det?" spurgte Trisha.

"Åh.. Det er okay", svarede Brian. "Det er bare mig selv der kommer hjem"

Han så sig selv slukke for kameraet.

"Lad os tage hen på politistationen nu!", sagde Trisha. "Jeg går med dig, og vi viser dem båndet sammen".

"Okay, vi mødes på Caféen om 15 minutter", svarede Brian og tog videokameraet.

"Okay.. Men vent lige et øjeblik", udbrød Trisha. "Du sagde at hun gik ind i skabet. Så du hende nogensinde forlade det? Brian! Forlod hun nogensinde skabet!?"

Koldsved løb ned af Brians rygrad. Bag ham hørte han skabsdøren åbne sig.

"Brian! Kom ud derfra!", skreg Trisha.

Men det var for sent. Telefonen blev afbrudt, og da hun forsøgte at ringe op til ham igen, ringede den bare ud.

Senere samme aften fandt politiet liget af den 18-årige universitetstuderende ligge i en stor blodpøl på sit soveværelse. Han var blevet stukket 21 gange. De fandt videokameraet i hans kolde døde hånd. 

Da politiet undersøgte kameraet, opdagede de at hukommelses kortet manglede.

Der var ingen spor af kvinden, og de fandt aldrig frem til hende.

- Måske gemmer hun sig i dit skab lige nu.


fredag den 25. april 2014

Den antikke dukke.

Om morgenen på hendes fødselsdag, vækkede Lucys mor hende 
og fortalte hende at en pakke var ankommet med posten, og adresseret til hende.

Pige skyndte sig at åbne pakken, og blev forfærdet over hvad hun fandt deri.

Det var den mest modbydelige gamle dukke hun nogensinde havde set. 
Den var skaldet, dens hud var krakkeleret og den var fyldt med skidt og støv.
Det værste af det hele var dens tænder. De var lange, spidse, skarpe og dyriske,
de ligner et rovdyrs hugtænder.

Med gåsehud tog hun dukken ud af pakken og smed den hen i et hjørne.
Hendes mor begyndte at skælde hende ud, og fortælle at nogen havde gjort sig et stort besvær med at finde den antikke dukke til hende og sende den med posten. Hendes mor insisterede på at hun skulle være taknemmelig for hendes nye dukke.

Lucy prøvede at protestere, men hendes mor ville ikke lytte. Hun tvang den unge pige til at holde dukken. For at få hendes mor til at blive rolig, tog hun dukken og proppede den i et lille skab under trappen, bag en bunke sko. Hun ville ikke se på den grimme og onde lille dukke.

Det var først et par nætter senere, da Lucy lå i sengen, at hun hørte en lyd.
En slæbende lyd som stod på i omkring fem minutter. Derefter en kort trækkende lyd og så lyden af små løbende og lette fodspor.
Lucy rystede af frygt, så voldsomt at hun var ude af stand til at bevæge sig.
Så troede hun at hun hørte en ru stemme hviske stille fra nedenunder. 
Lucy sov altid med døren åben og havde altid et vågelys tændt da hun var bange for mørke. Hun hørte en stemme sige "Lucy, jeg er på første trin.." og så en høj løbende lyd, som om lyden vendte tilbage til sit skjul.

Lucy var så bange at hun ikke lukkede et øje hele natten, og ventede i frygt til det blev daggry og hun blev vækket af sin mor.


Lucy forsøgte at forklare sin mor hvad der var sket aftenen før, men var så træt at når hendes mor sagde at det bare være en drøm, var hun næsten ved at tro på at det måtte være tilfældigt.

Men selvfølgelig var det ikke det. Lucy tiggede sine forældre om at lade hende smide den antikke dukke i skraldespanden, men de insisterede på at det var en gave, og den skulle hun beholde.

Da Lucy skulle i seng ingen, blev hun ved med at fortælle sig selv at det kun var en drøm.
Hun tjekkede skabet under trappen, men dukken var præcis hvor Lucy havde efterladt hende.

Den nat kæmpede Lucy for at holde sig vågen, men til sidst vandt søvnen. Pludselig vågnede hun da hun hørte den dybe og kolde stemme igen. Hun spekulerede på om det kun var i hendes hovede.

"Luuuuuuuucccyyyyyyyy!! Jeg er på det fjerde trin.." Blev der sagt. Derefter kom en støj og så blev der stille. Lucy græd og havde ikke lyst til at sove igen den nat.

I skolen fortalte Lucy sine venner om dukken. De lo naturligvis af hende.
Lucy var overbevist om at hvis dukken klatrede fire trin ad gangen, så var der kun en nat tilbage.
Den nat besluttede Lucy at lukke hendes soveværelse dør. Da hendes mor slukkede hendes lys spurgte hun hvorfor Lucy ikke længere var bange for mørket. Lucy svarede at det var hun, og om hun ikke kunne tænde for ganglyset i stedet. Men hendes mor sagde nej, og sagde at det ville holde hende vågen da det lyste meget op i deres soveværelse. 

Lucy sagde at så ville hun hellere sove uden lys. Hun åbnede soveværelsets gardiner, for at få lidt månelys ind alligevel. I det hun begyndte at falde i søvn, hørte hun igen støjen.
Og stemmen kom meget klart denne gang. "Luuuuuccccyyyy! Jeg er på det øverste trin..."

I mørket af hendes soveværelse, hørte Lucy et klik og rystede af frygt. Hun var ikke sikker på at det hun så var sandt, men hun synes at hun kunne se hendes soveværelse dør åbne sig meget, meget langsomt.

Den næste morgen fandt Lucys forældre hendes døde krop på bunden af trappen. De gættede sig til at hun havde været på toilettet i løbet af natten og i mørket var hun gledet ned af trappen og brækket halsen. Den antikke dukke blev fundet ved siden af hendes krop, og blev begravet sammen med Lucy.

Alle snakkede om hvor stor en tragedie det var. 

"Hun elskede den dukke" sagde moren "Nu kan de være sammen for evigt."