Om morgenen på hendes fødselsdag, vækkede Lucys mor hende
og fortalte hende at en pakke var ankommet med posten, og adresseret til hende.
Pige skyndte sig at åbne pakken, og blev forfærdet over hvad hun fandt deri.
Det var den mest modbydelige gamle dukke hun nogensinde havde set.
Den var skaldet, dens hud var krakkeleret og den var fyldt med skidt og støv.
Det værste af det hele var dens tænder. De var lange, spidse, skarpe og dyriske,
de ligner et rovdyrs hugtænder.
Med gåsehud tog hun dukken ud af pakken og smed den hen i et hjørne.
Hendes mor begyndte at skælde hende ud, og fortælle at nogen havde gjort sig et stort besvær med at finde den antikke dukke til hende og sende den med posten. Hendes mor insisterede på at hun skulle være taknemmelig for hendes nye dukke.
Lucy prøvede at protestere, men hendes mor ville ikke lytte. Hun tvang den unge pige til at holde dukken. For at få hendes mor til at blive rolig, tog hun dukken og proppede den i et lille skab under trappen, bag en bunke sko. Hun ville ikke se på den grimme og onde lille dukke.
Det var først et par nætter senere, da Lucy lå i sengen, at hun hørte en lyd.
En slæbende lyd som stod på i omkring fem minutter. Derefter en kort trækkende lyd og så lyden af små løbende og lette fodspor.
Lucy rystede af frygt, så voldsomt at hun var ude af stand til at bevæge sig.
Så troede hun at hun hørte en ru stemme hviske stille fra nedenunder.
Lucy sov altid med døren åben og havde altid et vågelys tændt da hun var bange for mørke. Hun hørte en stemme sige "Lucy, jeg er på første trin.." og så en høj løbende lyd, som om lyden vendte tilbage til sit skjul.
Lucy var så bange at hun ikke lukkede et øje hele natten, og ventede i frygt til det blev daggry og hun blev vækket af sin mor.
Lucy forsøgte at forklare sin mor hvad der var sket aftenen før, men var så træt at når hendes mor sagde at det bare være en drøm, var hun næsten ved at tro på at det måtte være tilfældigt.
Men selvfølgelig var det ikke det. Lucy tiggede sine forældre om at lade hende smide den antikke dukke i skraldespanden, men de insisterede på at det var en gave, og den skulle hun beholde.
Da Lucy skulle i seng ingen, blev hun ved med at fortælle sig selv at det kun var en drøm.
Hun tjekkede skabet under trappen, men dukken var præcis hvor Lucy havde efterladt hende.
Den nat kæmpede Lucy for at holde sig vågen, men til sidst vandt søvnen. Pludselig vågnede hun da hun hørte den dybe og kolde stemme igen. Hun spekulerede på om det kun var i hendes hovede.
"Luuuuuuuucccyyyyyyyy!! Jeg er på det fjerde trin.." Blev der sagt. Derefter kom en støj og så blev der stille. Lucy græd og havde ikke lyst til at sove igen den nat.
I skolen fortalte Lucy sine venner om dukken. De lo naturligvis af hende.
Lucy var overbevist om at hvis dukken klatrede fire trin ad gangen, så var der kun en nat tilbage.
Den nat besluttede Lucy at lukke hendes soveværelse dør. Da hendes mor slukkede hendes lys spurgte hun hvorfor Lucy ikke længere var bange for mørket. Lucy svarede at det var hun, og om hun ikke kunne tænde for ganglyset i stedet. Men hendes mor sagde nej, og sagde at det ville holde hende vågen da det lyste meget op i deres soveværelse.
Lucy sagde at så ville hun hellere sove uden lys. Hun åbnede soveværelsets gardiner, for at få lidt månelys ind alligevel. I det hun begyndte at falde i søvn, hørte hun igen støjen.
Og stemmen kom meget klart denne gang. "Luuuuuccccyyyy! Jeg er på det øverste trin..."
I mørket af hendes soveværelse, hørte Lucy et klik og rystede af frygt. Hun var ikke sikker på at det hun så var sandt, men hun synes at hun kunne se hendes soveværelse dør åbne sig meget, meget langsomt.
Den næste morgen fandt Lucys forældre hendes døde krop på bunden af trappen. De gættede sig til at hun havde været på toilettet i løbet af natten og i mørket var hun gledet ned af trappen og brækket halsen. Den antikke dukke blev fundet ved siden af hendes krop, og blev begravet sammen med Lucy.
Alle snakkede om hvor stor en tragedie det var.
"Hun elskede den dukke" sagde moren "Nu kan de være sammen for evigt."

Ingen kommentarer:
Send en kommentar