Dukken

For mange år siden, døde der en kvinde på tragisk vis.

Hun havde en besættelse af dukker, og blev kaldt heks for at forgude disse dukker som hendes børn.

Folk sagde at hun snakkede med dem, som om de ville tale tilbage til hende.

Disse dukker blev brændt på bålet sammen med deres moder, men kun en dukke overlevede branden.

I en villa nær en gammel sø, boede en lille pige ved navnet Ida. 

Ida var som de fleste små piger, rigtig glad for dukker, og da Ida var en meget forkælet lille pige,

sørgede hendes forældre for at hun altid fik alt hvad hun pegede på, hvad end det så måtte koste.

Ida og hendes familie skulle besøge en nær slægtning i den anden ende af landet, og skulle på en lang køretur. Da de havde kørt over halvvejs, insisterede Ida på at de skulle stoppe. Hun var tørstig, og havde brug for en tissepause. Forældrene fandt en gammel tankstation og holdt derefter ind.

Ved siden af tankstationen lå en lille antik butik, ejet af en ældre dame.

Idas nysgerrighed blussede straks op, og hun måtte bare ind og lurer lidt.

Den lille antik butik var fyldt med en masse skrammel, halvdelen af tingene var overfyldt med støv og spindelvæv. Men da Ida gik en af den gamle trædør, hørte hun en lille nynnen. 

Hun blev med det samme fanget af den smukke lyd, og fulgte den smukke sang til et baglokale.

Hun fulgte stadig lyden og den bragte hende hen til en stor og gammel æske.

Ida åbnede æsken og inden i lå en støvet dukke. Ida udbrød "var det dig der sang til mig?".

Nynnen var stoppet, og tilbage stod hun med en gammel nedslidt dukke, som var viklet ind i et tyndt silkestof.

Idas forældre kom farende, da de i frygt for at have mistet hende, havde ledt overalt på grunden.

Ida viste dem dukken og sagde at den ville hun have med hjem. Hendes forældre var skeptiske,

hvad ville hun dog med sådan en gammel og grim dukke? Men de overgav sig selvfølgelig til den stædig lille pige. 

I det samme de forlod rummet, kunne Ida mærke end kold hånd på hendes skulder. Hun frøs i chok.

"Tager du den dukker, hjemtager du forbandelsen" hørte hun en gammel stemme sige. 

"Du vil lide i smerte og pine, og gentage alle de pinsler dukken har medbragt sig"

Ida rev sig løs, "SLIP MIG" råbte hun. Hendes forældre kastede den gamle dame en skilling,

og de skyndte derefter sig derfra.

Da de ankom hos den nære slægtning, var det blevet mørkt. Månen havde banet sig vej igennem skyerne og det var tid til at Ida skulle i seng. Hendes far satte hendes nye dukke på sengekanten, tændte et lille lys, kyssede Ida godnat og forlod lokalet.

Klokken var 3:00 om natten, og Ida vågnede stille fra sin dybe søvn.

i lokalet spredte der sig en stille nynnen, og hun kiggede straks over på sin nye dukke.

Dukken, der førhen havde kigget imod døren, stirrede nu direkte ind i Idas forskrækkede øjne.

Dukken begyndte så småt at røre på sig, og Ida skreg. Skreg af sine fulde lunger.

"nnnnnnnnnh..nhhhh.. Ida, nu skal du høre, nhhhh, nhhhh, hvad du skal gøre.."

Derefter sortnede det for Ida. 

Hun kunne mærke en overtagelse af sin krop, hun kunne mærke dukken kravle over dynen, tættere på hendes ansigt, og hun kunne mærke lammelsen af sin stive chokket krop.

I mørket kravlede hun nu ud af sengen, dukken nynnede sin sang og Ida gik imod det værelse hvor hendes forældre sov, da Ida åbnede døren til deres soveværelse, begyndte hun at grine en stille latter, og gå tættere på hendes forældre.

Hun kravlede op på sengen, og derefter flænsede og sluprede hun deres kød i sig. Umættelig og tørstig efter blod, mærkede hun pludselig en kniv i ryggen. 

Næste morgen, ankom politiet til gerningsstedet, og arresterede manden som boede der,

for mord på sin familie. Og dukken - den var sporløst forsvundet.